Grou den 21/7 2018
Mosel (foto Kjeld)
Den sidste måned har nok været den mest intense på vores rejse. Vi har haft to hviledage, d.v.s. dage, hvor vi ikke har sejlet, været igennem 170 sluser og siddet ved rorpinden konstant. Trods det har det været en kæmpe oplevelse at sejle på kanaler, og meget forskelligt fra dagene til søs. Vi er nu nået til Grou på Staande Mastroute i Holland, så vi er ikke helt færdige med kanalerne. Senere kommer Kielerkanalen, men på begge kanaler kan vi sejle med mast. I dette nyhedsbrev vil vi starte, hvor vi slap, nemlig på toppen af Canal des Vosges. Vi vil fortælle om turen på Moselle/Mosel og om den trafikerede Rhinen, hvor det pludselig gik stærkt. Vi vil beskrive, hvordan vi sluser og fortælle om, hvor ubeskrivelig skønt det var at få masten på igen, så vi kan komme til søs, og dermed undgå bekymring om for lidt vand i floderne.
På toppen af Canal des Vosges havde vi sluset opad i 3 dage, 48 sluser i stegende hede, cirka 3 meter hver gang. Det er helt klart mest anstrengende at sluse opad. Båden kan være sværere at styre, når der lukkes vand ind i slusen, end når der lukkes vand ud. Vi fordeler arbejdet sådan, at vi lægger båden hen til den stige, der går lodret inde i væggen af slusen. Jeg kravler op og sætter fortøjninger fast på de pullerter, der er på land, en for og en agter. Klaus får agterfortøjningen tilbage og kan hive forfortøjningen hjem på spillet efterhånden, som vi hejses op. Når vi er klar, skal jeg hive i en blå jernstang, som får porten til at lukkes og slusningen starter. Klaus har motoren i let fremadgear, da det så er lettere at holde båden inde til slusevæggen. Mens vi sluser bliver jeg på land og løsner fortøjningerne, når vi er helt oppe og kan sejle ud. I begge sider af båden har vi godt med fendere og et fenderbrædt, der sidder uden på de midterste fenderne, for at beskytte dem. Vi har skullet passe rigtig godt på det stykke af masten, der stikker ud over stævnen, men det er lykkes os hverken at få skade på skrog eller mast under slusningerne.
Det var skønt at begynde nedstigningen. Her sætter vi blot et stykke tov omkring pullerten på land, der ligger midtskibs. Klaus slækker den via spillet, og jeg sørger for, at masten ikke går på slusevæggen. Når jeg sætter slusen i gang lukkes porten, vandet lukkes ud, og vi sænkes nedad. Når vi er nede, hiver jeg fortøjningen hjem fra båden, og vi sejler ud af slusen.
På Petit Saône og Canal-des-Vosges er sluserne automatiske, det vil sige, at der ikke er personlig betjening. På Petit Saône skulle vi trække i en snor for at få grønt lys, og på Vosges fik vi udleveret en fjernbetjening, som kunne registrere os. Vi havde nogle gange problemer med at slusen ikke ville gøre klar eller sætte i gang. Så ringer man til VNF (Vois navigables de France), som står for vedligehold og service af kanalsystemerne. De er alle gange kommet os til undsætning inden for 20-40 minutter.
I de store sluser på Rhône, Saône og Mosel, er det anderledes. Vi kalder slusen nogle kilometer i forvejen. Nogle gange har vi ventet længe, dog max et par timer, fordi de store fragtskibe har første prioritet. Vi har flere gange sluset med store skibe, når der er plads. Vi fortøjer kun midtskibs på pullerterne i slusevæggen. Hvis vi skal sluse mange meter, må vi sætte en ny fortøjning på undervejs, for der er flere pullerter under hinanden. På Rhône er der flydepullerter, som følger med op eller ned efterhånden som vandet falder eller stiger. Det er nemt!
Vi synes, vi er blevet ret gode til at sluse, og tager det efterhånden så roligt, at vi drikker kaffe undervejs. Imellem sluserne nød vi de meget smukke landskaber. Vi havde ikke tid til at gøre stop i så mange byer. Det skulle helst passe med en dagssejlads, og så måtte vi se hvilke muligheder, der var for at lægge til om aftenen. Vi var stadig udfordret på vanddybden. I Thaon lagde vi os uden på et stort, ubemandet fragtskib, for at have vand nok under os.
Efter Vosges drejede vi af til Nancy, som er en større meget fin by. Vi nød en god middag i byen og så et fantastisk lysshow, illumination, på Place Stanislas.
Klaus’ ven Keld, som var med os over Biscayen, påmønstrede dagen efter, og vi sejlede ud på Moselle. På Moselle blev vi atter en del af erhvervstrafikken. Vi tankede billig diesel i Luxemburg. Da vi nåede den tyske del af Mosel, blev der mere trafik af lystbåde, tur- og passagerbåde. Vinmarkerne dukkede op på hver side af floden. På Mosel vokser vinstokkene på stejle skrænter. Jo længere man når Koblenz, jo stejlere skrænter. Det er forskelligt på hvilken side, vinstokkende vokser. Mosel snor sig konstant og vinen skal voksne der, hvor solstrålerne rammer i den bedste vinkel. Hoveddruen er Riesling, som har gunstige vækstbetingelse ved Mosel, og som giver vine med en særlig sammensætning af syre og sødme. Vinene hører ikke til de billigste, da arbejdet på de stejle skråninger må foregå delvist manuelt, men vi har naturligvis drukket et par stykker af dem.
Det maleriske landskab blev brudt af farvestrålende tyske miniaturebyer og bjergtoppe med borge/slotte og fortsatte i fire dage. Vi gjorde holdt i Traben-Trabach, hvor Keld afmønstrede. Den 14. juli sejlede vi ud i Rhinen ved Koblenz. Sejladsen ændrede sig nu fra let trafik til meget trafik og store flodpramme både forfra og bagfra.
Det bedste var en stærk medstrøm, så vi sejlede omkring 8 knob, som er en halv gang mere, en vi normalt ville sejle ved samme omdrejninger. Det første stykke på Rhinen var med fine byer ned til floden. Vi havde en halv dag i Köln, hvor vi lå i den gamle havn midt i byen omgivet af moderne men spændende arkitektur. Vi gik til centrum og så blandt anden den enorme Kölner Dom, som kan ses på mange kilometers afstand. Det var den dag, at der var VM- finale i fodbold, og selv om vi ikke er specielt fodboldinteresserede fulgte vi noget af kampen på en café, mens vi nød et par Kölsh, som er den lokale øl.
Kölner Dom,
I Köln skulle vi tage den svære beslutning om, hvilken vej, vi ville sejle ud til havet. Som beskrevet i sidste nyhedsopdatering blev det afgørende, at tørken også har ramt Europas floder, så vi havde læst, at der blandt andet var problemer på Lübeck-Elben Canal, som vi skulle sejle på, hvis vi ville gå til Lübeck. Vi valgte derfor den hurtigste vej til havet, som er over Holland til Ijsselmeer. Det betød, at vi fortsatte på Rhinen og Ijsel, hvilket fortsat gik med 7-8 knob. Landskabsmæssigt måtte vi tage os til takke med flade marker og store industriområder inklusive kul- og atomkraftværker. Ind imellem græssede køer og heste, som også slukkede deres tørst i floden. Vi bemærkede, hvordan vandlinjen på bredden var faldet mindst en til to meter i forhold til det normale. Vi sejlede fra Köln til Ijsseldelta Marina i Holland på to dage. Masten fik vi på i Kampen, i en hyggelig havn, hvor det var nemt at gøre alle forberedelserne. Efter halvanden arbejdsdag var masten på og riggen klar. At se vores skib for fulde sejl på Ijsselmeer var en sand fornøjelse. Vi var nu klar til Nordsøen, men gik trods det på Staande Mastroute, da vi nok alligevel ikke ville få vind at sejle på før om et par dage, og de Hollandske kanaler er bare hyggelige. Vi gik modsatte vej af sidste år, og da vi lagde til i Grou var det næsten som at komme hjem.
Vi er nu under to uger fra at være hjemme. Siden sidst har vi ikke været ramt af udfordringer, som har forsinket os. For et par uger siden, fik jeg udsat min start på job til den 6/8, hvilket gav os mere ro i forhold til at nå hjem. Hvis ikke der sker noget uventet regner vi med at være i Egå senest fredag den 3/8. Vi sender lige en mail ud med dato og tidspunkt, når vi kender det til jer, der har lyst til at komme og tage imod os. Det ser ud som om, at vi kan indhente nogle tiltrængte hviledage, når vi kommer til Danmark. Så tager vi en lille miniferie i det sydfynske, får del i den fantastiske danske sommer og gør os fysisk og mentalt klar til at vende tilbage. Det kan I glæde jer til at høre mere om i næste og sidste rejsebrev. For mere end 13 måneder siden talte vi om, at det bliver mærkeligt at tage væk så længe. Nu taler vi om, at det bliver mærkeligt at vende hjem efter at have været så længe væk fra hverdag, familie og venner. Vi glæder os så meget til at se jer alle sammen igen.
Fiskehejre på tur