Rejsebrev nr. 7 – Porto Santo
Vulkanøen Porto Santo blev foreløbig det længste stop på vores togt, og her kom vi for første gang til at føle os næsten hjemme. Den lille ø befolkningsmæssigt på størrelse med Samsø, ca. 5000 indbyggere, er et fantastisk sted. Et yndet turistmål for portugisere fra Madeira og fastlandet, men vi mødte også mange englændere og tyskere. Turistsæsonen var ved at være slut, og øen var derfor ikke domineret af turister. Der er en lille lufthavn på øen. Tidligere måtte man flyve hertil, hvis man skulle til Madeira. Fra Porto Santo går der en lille færge til Madeira.
Hvis du vil ha dig et godt job, så flyt til Porto Santo, blev for os et gennemgående motto. Måske ikke det bedst betalte men no stress. Der er politi på hvert gadehjørne. Har de brug for en kop kaffe gør de lige stop på en af de lokale caféer. De viser sig også af og til på stranden, så her blev vi også passet på. På stranden var der livreddere, som sad i en noget der lignede en golfvogn og skabte sig overblik over det begrænsede antal badegæster mens de spiste sandwich. Da vi skulle indregistreres på havnekontoret blev vi mødt af et utroligt venligt personale. Hver havde sin funktion, men kun én talte nogenlunde forståeligt engelsk. Efter indregistrering, dvs., at vi opgiver alle oplysninger om båden, personlige oplysninger m.v., blev vi vist ind på politiets kontor, som skulle have de samme oplysninger. Senere på dagen bankede to kvindelige toldere på båden, som bad om samme oplysninger og selvfølgelig også lige skulle sikre sig, at vi hverken havde guns, drugs og kun alkohol til eget forbrug med ombord. Under registreringen opdagede de, at de havde forvekslet os med en tysk båd, hvilket de morede sig meget over og gav sig GOD tid til at grine færdig.
Strandvagterne har ikke travlt
