Helsinki den 8/8 – Ingarö, stockholmske skærgård den 21/8
Vi har vinget endnu et land af på Fuga og endnu en hovedstad. Vi har oplevet de første tegn på efterår, sejlet i regnvejr og vågnet op til temperaturer under 15 grader og en kahyt med duggede ruder. Havnene er ved at være næsten tomme for sejlere og andre turister. Vi har holdt en lille miniferie på en smuk ankerplads i den syd finske skærgård og er vendt tilbage til kendt farvand i den stockholmske skærgård, hvor vi mødtes med vores skønne venner fra langturen til de kanariske øer i 2017-18. Nu er vi nået til Visby på Gotland, som vi gemmer til næste rejsebrev. Vejret skifter fra regnfuldt til sommerligt, men det er også rart indimellem, når regnen trommer med ruderne, at skærme sig fra verden omkring os – trække os ned i vores lille båd og samle energi til kommende eventyr og sejlture.
Vi kom til Helsinki den 8. august. Vi havde fået gode råd om havnene i Helsinki af et finsk par, som vi mødte i Tallin. Vi valgte derfor Blekholmen – en lille idyllisk holm tæt på centrum, hvor der kun var plads til få gæstesejlere ud over dem, der havde fast bådplads. Vi måtte tage den lille gratis ”færge” ind til fastlandet, som gik hver halve time. Turen tog ca. 5 minutter. Mens vi var på Blekholmen, ankom nogle meget flotte træbåde, som hedder tolvmetere. Der skulle være kapsejlads den kommende weekend, men det nåede vi desværre ikke at opleve.
I Helsinki brugte vi et par dage på at gå rundt i byen. Helsinki er en moderne by, hvor man ser og mærker, at arkitektur og design er i højsædet. Kendte finske designere ses i byens mange designbutikker som fx Marimekkeo, Ittala og Aalto. Arkitekturen er en blanding af huse opført i jugendsstil og moderne byggeri. Helsinki har et næsten nyt bibliotek, som vi synes havde ligheder med Doc1 i Aarhus! En smuk banegård og storkirken, begge i jugendstil. Vi var inde i musikhuset fra 2011, hvor koncertsalens vægge er bygget af glas og gik herfra ud i Sibelius parken i byens nordlige del, hvor Sibelius monumentet og et ansigt af Finlands mest berømte komponist står og skinner så smukt.
Tæt på parken ligger en af byens 13 vaskepladser – en særlig tradition i Helsinki, hvor man ikke har væg-til-væg tæpper, men løse tæpper på gulvene. Her kan beboerne så slæbe deres tæpper ned til vandet, hvor de kan få en ordentlig skrubbetur med vand (om vinteren sne) og sæbe, hvorefter de vrides i vridemaskinen og hænges til tørre.
På det livlige grønne område langs byens centrale gade Esplanaden, var der folkemusikfestival, og vi fik endnu et musikalsk pust på vores rejse.
Det første møde med den syd finske skærgård var den lille havn Elissaari. Vi bevægede os dybt ind i en labyrint af små øer og smalle passager for at komme til en lille havn. Særlig karakteristisk ved skærgården her er flade landskaber dækket af skov. Der er spredte hytter, men de er ofte gemt bag træer. Langs kysterne på vej indtil Elissaare var der lavvandsområder med siv. Smukt på sin helt egn måde.
Fra Elissaare var vi forbi byen Hangö – et populært finsk badested. Den er kendt for sine tidligere russiske sommerresidenser fra tiden, hvor Finland var besat af Rusland. Store, flotte og velholdte træhuse tæt på vandet. Vi gik tur på klipperne øst for byen, hvor man kan se jættegryder – en fordybning i klippen (tidligere havbund), som er opstået ved, at en sten har været i ensartet bevægelse på samme sted og hermed skabt et hul med facon som en gryde.
Vi tog tre overnatninger på en fredfyldt ankerplads lidt længere østpå, dels for at ligge roligt i nogle dages varslet kraftig blæst og dels for at få nogle hviledage. Gummibåden blev pustet op, og vi tog på dinghy- og vandre tur ind til øen Vesterfjärd. Badeture morgen og aften fra båden i det stadig ret lune havvand.
Da vi lettede anker fra sidste stop i den syd finske skærgård, vidste vi ikke præcis, hvor vi ville sejle hen, men kursen blev i første omgang sat mod Ålandsøerne. Det blev til mere motorsejlads end forventet og den vind, vi havde håbet ville komme, lod vente på sig. Tilmed regnede det, så vi bøjede af og sejlede ned til den lille ø Utö, som er den sydligste beboede ø i Finland, 80 kilometer fra fastlandet. Her måtte vi gøre en noget besværlig havnemanøvre, idet der ikke var ankerbøjer i havnebassinet til at gøre agterenden fast. Det var begyndt at blæse, og vi var i tvivl, om vores hækanker, som vi ikke er så øvede i at bruge, kunne holde. Vi kastede derfor vores store stævnanker ude i bassinet og bakkede ind med agterenden. Alt gik fint, men så var det også rart endelig at komme i tørvejr.
Der gik et par timer, før regnen stoppede og vi kunne tage en spadseretur på øen, der har ca. 60 faste beboerne. Indtil 2015 var øen militært område og ikke tilgængelig for turister. Forsvaret råder stadig over en del af øen. Flere af beboerne arbejder på den vigtige lodsstation placeret tæt på Finlands ældste og firkantede fyrtårn. Da Estonia i 1994 forliste, var det 46,5 kilometer sydøst om Utö, hvorved en del af de overlevende fragtedes hertil. Som altid en meget særpræget oplevelse at bevæge sig rundt i så lille og isoleret et samfund i kontraster af smuk natur og resterne af militærets historiske dominans.
Fra Utö sejlede vi til Mariehamn på Ålandsøerne. De består af 6.500 øer og skær, og hovedstaden er Mariehamn. Ålandsøerne har finsk selvstyre. Det officielle sprog er svensk. Kun 5% har finsk som modersmål. Færgetrafikken og turisterne er en vigtig del af byens erhversliv. Tidligere havde skibsfarten stor betydning. I Mariehamn ligger en kendt søfartsmuseeum, som den fine og velbevarede firemastede bark Pommeren er en del af. Vi sprang dog et besøg på begge dele over denne gang.
Det blev til et par stop mere på Ålandsøerne. Først den lille idylliske havn Kastelholm, som ligger tæt på den velbevarede slotsruin Kastelholm Slot. Dernæst besøgte vi Degerby på Föglö, med sin smukke og velbevarede træhuse og -gårde.
Den 20. august var vi tilbage i den svenske skærgård. På Möja mødtes vi med Anders og Berit, som vi lærte at kende på de Kanariske øer. De var ude at sejle med vennerne Bella og Berry, da deres egen båd ligger i USA. Vi fik en varm modtagelse og budt på smørrebrød til aftensmad.
Næste dag sejlede vi alle, på en smuk sensommerdag, videre ud i den Stockholmske skærgård. Vi skulle besøge Eva og Toppe, som vi også mødte på de Kanariske Øer. De bor så smukt på Ingarö på en klippeskråning ned til fjorden. De har egen anløbsbro, hvor begge både kunne ligge. Vi havde en hyggelig aften med dejlig mad og sang til Anders’ guitarspil. Næste morgen sluttede vi af med fælles morgenmad ved broen, før vi tog afsked og de to både skiltes. På Fuga besluttede vi at tage en natsejlads til Visby på Gotland og udnytte en frisk nordøstlig vind.