Saint Gilles den 2. juni 2018
Den 23. april, det vil sige for lidt over en måned siden, kom vi til Barbate i Spanien vest for Gibraltar efter 1½ døgns sejlads fra Marokko, og i følgeskab med Lady K. Vi gik ikke gennem Gibraltarstrædet den dag, da vinden var for kraftig ud af strædet da vi skulle til at sejle ind. I dette nyhedsbrev fortæller vi blandt andet om sejlturen gennem Gibraltarstrædet, om naturskønne Andalusien og krystalklare ankerbugter på den spanske østkyst og Balearene.
Barbate
Det var skønt at være i Spanien igen, og vi brugte en dag til at ordne praktiske ting som fx tøjvask og rengøring indvendig og udvendig på båden. Det meget beskidte vand i Marokko og sejladser i modvind med masser af sprøjt, gjorde en udvendig rengøring tiltrængt. Vandet i Atlanterhavet er meget salt, og selv vores sejlertøj og hynderne, vi sidder på, måtte vi spule, for at undgå, at det tiltrækker fugt. Heldigvis var det skønt vejr med solskin. Foråret var kommet til Europa
Det var en rigtig god fornemmelse at være nået til Spanien, og en ganske særlig følelse af noget stort at sejle gennem Gibraltarstrædet og ind i Middelhavet. Vi havde en god medstrøm, så vi gik med omkring 7-8 knob i ca. 3 timer. Vi gik i havn i La Linea, som ligger på den spanske side af Gibraltar. Vi lå med første klasses udsigt til Gibraltar klippen. Her blev vi naboer til Nangiala, som havde ligget her et par uger. De hårde sejladser fra Marokko gjorde det tiltrængt med en lille fest med vores venner siden Las Palmas, Mikkel, Celia, Karin og Hans. Samtidig startede en ny epoke af vores tur.
Klaus og jeg har begge været i Gibraltar for år tilbage. Fra La Linea kunne man gå derover – gennem paskontrol og over flyvepladsens landingsbane. Gibraltar er en helt anden verden, man mærker tydelig det britiske, byen er meget komprimeret i bygningstæthed og opad. Det er som om, at der skal være plads til så meget som muligt på et det lille areal. MEN sjovt sted og charmerende.
Gibraltar er jo kendt for klippen, hvor der lever vilde aber. Jeg gik derop med Mikkel, Celia, Hans og Karin. Turen var smuk, og vi mødte de sjove aber samt en god del af de mange turister, der hver dag bliver kørt dertil i taxa eller bus.
Vi lejede en bil, så vi kunne få et indtryk af Andalusien. Vi måtte betale det dobbelte af, hvad vi havde været vant til på de Kanariske øer, hvor vi kunne leje bil for mellem 25 og 35 euro om dagen. Vi fik en god og lang tur ud af det på omkring 330 kilometer. Vi var i smukke men turistede Ronda, der ligger på et klippeplateau, hvor der er en berømt bro over en dyb kløft.
Ronda
Andalusien er kendt for de hvide historiske byer. De ligger på en bjergtop med en borg på toppen. Vi besøgte Zahara og Grazalema. Efter de Kanariske øer troede vi, vi var færdige med at køre i bjerge, men i Parque National måtte vi igennem et utal af hårnålesving. Andalusien er meget frodig, i hvert fald på denne årstid. På hjemturen kørte vi i noget fladt landskab, som kunne minde om Danmark, men med betydelig større marker.
Turen videre nordpå gik først til Catargena på en todøgnssejlads. Catargena er en større, men spændende by, hvor vi blandt andet var inde at se et antikt romersk teater, og delte havn med efter sigende verdens største privatejede sejlbåd ”A” ejet af en russisk mangemilliardær.
“A”
Min fødselsdag den 5. maj blev fejret på søen, en vindstille sejlads på 20 sømil fra Santa Pola til El Campello. Ved ankomst tapas og Cava på båden.
Vi har hørt og læst om Mistralen, den vind der kan komme så pludselig fra de franske Alper. Vi har endnu ikke mødt den. I Middelhavet er der ofte for meget vind eller ingen vind. Vi har sejlet en hel del for motor, men har også haft fine sejladser med let vind og små bølger som hjemme i de danske farvande. Det rolige vand gør det lettere at se delfiner, og dem har vi set mange af.
Vi har set klumpfisk ligge og sole sig i vandoverfladen. Ved nærmere studie, ved vi, at de gør det for at suge varme til sig, inden de svømmer ned på store dybder for at finde deres føde. Desværre har vi også set mange af de farlige portugisiske brandmænd, og desværre har vi ikke haft held med vores egen fiskestang. Vi har ikke fanget noget siden den lille guldmakrel, på vej til Tenerife. Sidst vi havde noget på krogen var efter Gibraltar, hvor vi formoder, at en stor tun havde bidt på, så linen rullede sig helt ud, hvorefter den knækkede.
Moreira
Vi lå for anker for første gang på hjemturen ved Moreira, en ankerbugt lige efter bogen. Her har de noget af det reneste vand i Spanien. Nogle steder kan man se ned på 20 meter. Vi svømmede sammen med fiskene og sejlede i land med gummibåden. Denne del af sejlerlivet er så fantastisk. Når ankeret er lagt ud, er det blot at nyde livet, stilheden og den ofte smukke natur, man er omgivet af. Mange ankerlæggere sejler ud om dagen og hjem om aftenen, så når dagen går på held bliver der stille.
Så var det tid til Balearene, øgruppen som består af Formentera, Ibitza, Mallorca og Menorca. Sidstnævnte valgte vi fra grundet vores tidshorisont. På de andre øer blev det korte besøg. Formentera er berømt for deres fantastiske strande. Vi lå for anker ud for hovedbyen Savina, hvor vi lejede cykler en dag og kørte rundt på øen.
Formentera
På Ibiza lå vi i nogle fine ankerbugter og blandede os med de rige, som kommer i deres dyre motor- eller sejlbåde. Inde på land var der dyre restauranter og barer, men at sidde der og blande sig med den velhavende del af klodens befolkning og nippe til et glas vin er også en oplevelse. Kontrasten oplevede vi i Sant Antoni, hvor vi gik i havn. Her var der fyldt med især engelske unge festglade turister. Til solnedgang samledes hundredvis af menneske ved byens vestkyst for at se solnedgang.
Ibiza
På Mallorca lå vi et par dage i Andratx på nordvestøen. Vi lejede en bil og udfordrede os selv med Mallorca på en dag. Vi koncentrerede os om den nordlige del af øen, hvor der er bjerge med smukke gamle oliventræer. Vi havde medbragt formiddagskaffen og ledte længe efter et sted, hvor vi kunne stoppe. Ingen miradorer (udsigtspunkter) eller picnicpladser. Alle mulige holdepladser var i forbindelse med restauranter eller museer, og parkering koster næste altid penge. Meget forskelligt fra, hvad vi havde vænnet os til på de Kanariske øer. Mallorca er tydeligvis præget af turismen. Vi var i Vallemosa, hvor blandt andet Chopin har boet i byens kloster. Dagen sluttede i hovedbyen Palma, som er et besøg værd med sine smalle hyggelige gader. Byens Cathedral er imponerende også udefra, for vi var ikke inde at se den.
Palma de Mallorca
Fra Mallorca sejlede vi direkte til Barcelona. Det var især mit ønske at komme dertil i egen båd. Vi valgte en af de dyre havne midt inde i byen, tæt på Ramblaen og stranden. Havnen var en stor sejlklub med få gæstepladser. Det blev til to fine dage der, som levede op til skipperfruens forventninger. Vi gik tur på millionærkajen og i det tidligere arbejderkvarter Barcelonetta. Vi var til akustisk jazzkoncert med Domino Swing Quartet (violin 2x guitar) på Harlem Jazz Club, og var på ægte spansk tapasbar i Gracía.
Barcelona
Vi havde yderligere to stop i for anker inden Frankrig: I Cala de Pelosa blev vi et par dage. Vi vandrede ud til Cap Norfou, som vi rundede på turen videre. Foråret var så tydeligt her. Et utal af forskellige vilde blomster, vild rosmarin og fuglesang, som vi ikke havde hørt det længe. Sidste ankerbugt var ud for byen la Selva, hvor vi kunne kigge over til Pyrenæerne. Byen var mildes talt død, selv om det var tirsdag. Dagen før havde der været en særlig fest. I Spanien er det meget almindeligt at holde hviledag dagen derpå. På butiksvinduerne står der: Vi holder lukket for at hvile os.
Til slut et par ord om at være sejler i Middelhavet: Det er meget populært at ankre, for så sparer man havnepengene, som er tårnhøje især i højsæson. Som lystsejler synes vi, at det er uanstændigt at skulle betale 50 Euro pr døgn og derover for en havneplads. Det begrænser havnepladserne til de velhavende især udenlandske både og udelukker mange spaniolere for at gå i havn om sommeren. På Balearene har man lavet et system, der hedder Portsib.es, netop for at imødekomme denne problematik. Sant Antoni på Ibiza og Andratx på Mallorca var sådanne havne. Man bestiller plads på en hjemmeside og kan så ligge for ca. 17 Euro pr. nat. Vi er glade for at have fået et indtryk af den vestlige del af Middelhavet, men kan ikke forestille os at konkurrere om ankerbugter og billige havnepladser, når det vrimler med både senere på sommeren.
I øjeblikket ligger vi i en sidekanal til Rôhne og venter på at strømmen skal aftage i selve Rôhne. På grund af det usædvanlige højtryksvejr i Danmark, har det regnet meget i det nordlige Frankrig i en lang periode, hvilket gør, at strømmen stadig er for stærk. Der har været meget forberedelse at gøre og mange beslutninger, der skulle tages, for at når hertil. Livet på kanalerne er noget ganske andet og anderledes udfordrende. Om dette og om vi besejrer Rôhne kan I glæde jer til at høre om i næste rejsebrev.