- august – 2. september
I dette rejsebrev skruer vi tiden tilbage, for vi har endnu ikke fortalt jer om Lissabon og Algarve.
Rejsebrev sluttede ved poolen i min onkel og tantes hus ved Vilamoura på Algarvekysten i Portugal. Min onkel så vi kun den først aften, da han skulle rejse til Brasilien i forbindelse med sit job. Min tante var næsten heller ikke hjemme. Hun laver blomsterdekorationer på Hotel Pine Cliffs, et kæmpestort hotel i Albufaira. Hun gav os rundvisning der, hvilket er som at befinde sig i en amerikansk spillefilm, smukt og luksuriøst. Kongen fra Saudiarabien havde netop boet der i 14 dage.
Vi nød for en stund at have GOD plads, en stor seng og et lækkert badeværelse. Vi tilbragte mange hyggelige timer med familien og Marselli fra Brasilien. Marselli er brasilianer og hjalp Ray på hotellet i sin ferie fra jurastudiet i Tyskland. Daniela, André og Thomas er flyttet tilbage til Portugal efter nogle år i Rio, bor nu i Lissabon og var på ferie på Algarve. Sprogligt er vi efterhånden ved at føle os ret internationale. Vi taler meget engelsk, for det er det sprog, de fleste forstår….lige med undtagelse af franskmændene.
Jeg har været på Algarve mange gange og forbinder denne del af Portugal med skønne strande men også domineret af mange turister i højsæsonen og rige englændere, der enten har et stort hus eller en stor båd der. Trods dette, synes vi begge, at Algarve har meget at byde på. Sæsonen var på hæld, og det kunne mærkes både i by og på strand. Vi var i Vilamoura, der har en stor marina, næsten udelukkende fyldt med store og dyre motorbåde og sejlbåde. Ikke en havn for 2 langtursejlere i en ældre 31 fods sejlbåd. Her er intet tilbage af Portugal, og man møder mest rige irere og briter. I supermarkedet taler ekspedienten uden videre engelsk til kunderne. Bebyggelsen er huse og lejligheder bosat af rige udlændige. Eneste plus er den kilometervis lange sandstrand, hvor vi fik den skønneste dukkert til dags dato på rejsen.
I Praia Benegil var vi på én af de smukke strande, som Algarves kyst har flere af, omgivet af klipper. Et populært sted for portugisere. Vi kom i den første aftentime, hvor folk var på vej hjem fra stranden. Vi gik tur på klipperne og kunne nogle steder se ned i grotterne. Man kan få en sejltur ind, men det kom vi for sent til. Klipperne er lavet af ler og kan styrte sammen, især i regnfulde perioder, hvilket er sket inden for de senere år med dødsfald til følge. Ved strandens café ventede vi en halv time på en tiltrængt is og kaffe, da tjeneren tilsyneladende havde masser af tid…..vi er vel i Portugal, men en udfordring for de to danskere!
En meget anderledes strand oplevede vi i på den østlige del af kysten nær Faro. Her er der ingen klipper men flad sandstrand. Vi var sammen med André, Daniela, Thomas og Marseli på søndagstur med madkurv til øen Barril. Man sejler derud med taxabåd. Der er flere øer, som er en del af et naturreservat. Der er ikke andet, end et begrænset antal badegæster på øerne, altså hverken iskiosk eller toilet. Det var næsten som i Caribien, hvilket Daniela havde lovet os, bortset for vandtemperaturen.
Kulinarisk levede vi godt og spistee mest typical food. Vi spise piri – piri kylling i Guia, grillet kylling med chili. Den serveres i små stykker, som man spiser med fingrene. Hertil pomfrites og en enkel salat. Den eneste ret, man kunne få på restauranten, som var i tre etager. Meget autentisk og fyldt med portugisere denne lørdag aften.
Vi blev inviteret på en fin restaurant langt ude på landet af Ray. Her fik vi blandt andet den lækreste grillede fisk, vistnok seabass og små hjertemuslinger dampet i hvidvin. Vi dark hvid sangria med friske frugter, som varmt kan anbefales, for den smager himmelsk.
Om morgenen hentede vi brød hos den lokale bager. Et større bageri, som leverer brød til hoteller of restauranter, men hvor også det lokale politi lige kører forbi, hvis sulten melder sig og køber de typiske små brød fyld med chorizo. Bageriet lå godt gemt væk i kvarteret, og jeg lærte aldrig at finde derhen på egen hånd.
Den 29. august kørte vi tilbage til Lissabon efter 4 dage på Algarve. Med os havde vi gode råd til sightseeing i Lissabon, som var programmet de kommende dage. Til slut vil vi gerne sige tusind tak for jeres gæstfrihed både til Ray og Poul men også til Dani, André og Thomas.
I Lissabon var der varm, meget varmt. Om natten måtte vi lægge øre til et diskotek, som først stoppede musikken kl. 8 om morgenen. Med ørepropper gik det. Flyene til Lissabon airport fløj lavt over marinaen. Når det så er sagt er Lissabon en skøn by. Vi var på Castillo S. Jorge. Vi kørte med sporvogn derop, for det skal man prøve i Lissabon. Ellers hang vi mest ud rundt i byen. Vi spiste pastel de bacalau, som er en aflang ”frikadelle”, lavet af kød fra saltet torsk og den lokale friskost. Vi drak sangria på en hyggelig café i den gamle bydel, mens vi blev underholdt af fado på naborestauranten.
Vi gik meget op i, nok mest Klaus, at vi skulle ud at høre noget kvalitets fado. Til jer der ikke ved et, er fado en portugisisk musikform præget af klagende melodier og tekster. Sangene synges ofte af en kvindelig sanger og akkompagneres af en portugisisk og en klassisk guitar. Der findes mange fado klubber- og restauranter, hvor man kan høre Musik keen. Efter mange timers research på internettet fandt Klaus frem til en lille fado klub, som vi tog ud til en aften. Det var en meget fin og intens oplevelse at høre de to sangere, som på skift fremførte 4-5 sange med de to guitarister, som spillede fremragende.
Som sejlere var det et must at se Vasco da Gamas grav (ham der fandt søvejen til Indien syd om Afrika i 1498) i kirken ved Jeronimoklosteret. Tæt ved lå et bageri, hvor de lavede vores yndlingskager, Pastel de Nata, den lille portugisiske linse med butterdejsbund og fyld af creme med et strejf af kanel. Vi har spist rigtig mange af dem. Disse var toppen, friskbagte og stadig lune og med en bund så sprød. De blev pakket i en fin rombeformet æske.
Dagen før vi skulle ud på det hidtil længste stræk, 4 døgn til Porto Santo, gik med forberedelser og indkøb. Det var næsten ulideligt at stå og forberede et par retter over et gasblus i varmen, men man lærer at holde det ud gerne med et koldt brusebad ind imellem. Vi så begge frem til at komme til søs og ud i noget køligere luft. Samtidig var vi dog spændte på, hvad Atlanterhavet ville byde os de næste døgn.
Ulla
NB: I 7. Rejsebrev fortæller vi om Porto Santo