Rejsebrev nr. 9 – Madeira

19.– 28. September

Gang på gang har vi erfaret, at det er en fordel at være lille (selvom vi tænker stort). Med sine 31 fod er der altid plads til Fuga. I hvert fald har vi endnu har vi ikke oplevet andet. I Funchal reserverede vi for første gang på turen en havneplads i deres nye marina. Her kunne vi dog ikke garanteres at blive liggende, så vi var heldige at få en plads i den gamle marina, der ikke har mange gæstepladser. Når vi fortæller bådens størrelse på havnekontoret, kan man se, at de ånder lettet op, for så er der en chance for, at vores ønske imødekommes. Prismæssigt er det også billigere at sejle i en lille båd. Prisen regnes ud efter bådens længde og nogle gange også bredden. I Funchal gav vi 16 Euro pr. nat og det er billigt. Nogle gange er der rabat, hvis man bliver i en havn i længere tid. De dyreste havnepenge betalte vi i England. Toppen var 34 pund i Brixham.

I dette rejsebrev vil vi bl.a. udløse spændingen om halsbrækkende bjergkørsel på Madeira. Det var også her, vi lå side om side med de store krydstogtskibe, hvis passagerer fyldte pænt i bybilledet.  Lea kom på den 23. september og skulle sejle med os til Tenerife.

Madeira er frodig med masser af skov og blomsterflor. På denne tid af året, er der ikke meget som blomstrer, men man ser og fornemmer den mangfoldige vegetation alligevel. Her dyrker man bananer hele året. Der dyrkes vin, hvoraf størsteparten bruges til fremstilling af Madeira.

Med skam må jeg sige, at jeg forbinder madeira med noget, som drikkes af den ældre generation. Men madeiraen fortjener en chance, så vi tog til madeirasmagning og rundvisning på Blandy´s Wine Logde.  Det særlige ved fremstilling af Madeiravin er, at den bliver opvarmet til op til 60 grader og udsættes med vilje for oxidation. Denne proces bevirker, at vinen kan holde sig i lang tid, selv efter, at den er åbnet. Vinen smager skønt, og der findes både søde og tørre vine.

Funchal er en fin by, hvis man ser bort fra mange turister og ingen badestrand. Mange smukke bygninger og en hyggelig gammel bydel. Her ligge restauranterne side om side i de smalle gader. Tjenerne stå på gaden og forsøger at lokke forbipasserende til at spise på deres restaurant. Lea, Klaus og jeg var på én af dem en aften. Vi fik noget lækkert mad samt rigtig god og venlig betjening. Vi undrede os dog over, hvordan forretningen kunne løbe rundt med de få gæster og mange tjenere. Sådan var det på de fleste restauranter. Måske var det anderledes i højsæssonen.

Vi var med svævebane op til den mondæne by Monte. Jeg er egentlig ikke så vild med svævebaner, især ikke hvis man hænger langt over jorden, og det gjorde vi i de ca. 15 minutter turen varede! I Monte kan man, som før i tiden, blive kørt 2 km ned af bjerget med kurveslæder, der styres af hvidklædte mænd i madeirastøvler. Vi afstod fra denne attraktion og tog svævebanen ned igen, men fascinerende var det.

Og nu til bjergkørsel. Vi havde lejet en bil, godt nok billig, men fik udleveret en noget slidt Fiat Punto uden at brokke os. Den burde jo kunne køre i bjerge, for der er ikke andet på Madeira. Det var Klaus, der sad bag rettet. Det gik snart op for os, at puntoens motor var ved at være træt og slidt, så den kunne kun trække laaangsomt i første gear op ad bakkerne og var en stor benzinsluger.

Det var nogle nervepirrende dage, hvor jeg var glad for, at jeg ikke var Klaus, der skulle sætte i gang på stejle skråninger, holde foden solidt placeret på bremse eller speeder og vige uden om andre biler på smalle passager. På en måde var det godt, at han skulle koncentrere sig om kørslen, for så undgik han at kigge ned af bjergsiderne, når det gik lodret ned ved vejkanten. Det er han nemlig ikke så glad for.

Madeira er kendt for sine mange smukke vandreruter heriblandt levadavandringer. En levada, er en smal vandingskanal, som fører regnvandet fra bjergene i nord til de opdyrkede terrasser, vinmarker og parker i syd. Langs kanalerne går vandrestier, som kan være mere eller mindre udfordrende. Klaus og jeg tog en af de lette og noget af en middelsvær på den nordlige del af øen. Denne dag havde vi regnvejr for første gang siden England. En levadavandring er meget smuk naturoplevelse. Det er som at gå i en regnskov. Undervejs møder man vandfald og flotte udsigtspunkter. Der er kun lidt højdeforskel på ruterne, da vandet skal sive langsomt ned, så det er ikke bjergvandringer.

Det fik vi til gengæld prøvet på en flot solskinsdag, hvor vi kørte vi op til Pico Arreiro (1818 m.o.h.) En meget flot køretur. På toppen skiltes Klaus og jeg. Vi gik hver vores vandrerute, Klaus en lettere og jeg gik 2 ½ time på den ret udfordrende vandrerute mod Madeiras højeste bjerg Pico Pulvo (1861 m.o.h.), en rute hvor man bestemt ikke skal lide af højdeskræk. Her går man blandt andet igennem flere tunneller, og ved udgangen af hver tunnel mødes man af et nyt panorama.

I Grutas o Centro do Vulkcanismo var vi inde at gå i grotter af vulkansk oprindelse. Grotterne blev opdagetYes, we will do that📷😎We also tanks you and André for beeing so nice to us in Algarve. We really enjoyed our time with you ….and another important thing: I have learned to eat the octupus. Now I it is one of my favorite dishes🐙 😄 we can recomand Madeira which is wondefull🌷🌷🌷 i 1855 men først åbnet for offentligheden i 1996. Spændende museum, med blandt andet 3-D film, der fortæller en helt masse om Madeiras oprindelse og vulkaner i det hele taget. Et must at vide noget om, for vi skal bo på vulkanøer de næste ca. 6 måneder.

Det var efter grotterne at vi tog vores mest nerveprirrende afstikker væk fra hovedvejen. Jeg havde læst, at dette skulle være det virkelige Madeira. Det var det skam også med hensyn til halsbrækkende bjergkørsel. Men smukt var det at køre gennem laurbærskov med udsigt til små køkkenhaver og redskabsskure. Det lykkedes os at vende bilen, da vejen pludselig var spærret, hvilket vi oplevede flere gange på øen.

Efter denne oplevelse trængte vi til lidt wellnes, så vi tog til natursvømmebassinerne i Porto Moniz. Et smukt anlæg, hvor bassinerne er dannet af størknet lavamasse og vandet fra havet strømmer ud og ind. Så var vi klar til de mindst 50 hårnålesving tilbage til Funchal. Dagen sluttede med en velfortjent whiskey – den største til Klaus!

Efter fire dage hentede vi Lea i lufthavnen, og afleverede derefter bilen. Vi tog bussen til nonnernes dal, Cural das Freiras. Nonnerne flygtede til den utilgængelige dal fra Santan Clara klosteret i Funchal under et piratangreb i 1566. Lea og jeg stod af bussen, så vi kunne gå den smukke tur ned af bjerget til den lille landsby, hvor vi mødtes med Klaus, der valgte at blive kørt ned. Det var nu ikke uden sug i maven at sidde i bussen. Flere passagerer (turister) gav et lille gisp, når det gik brat ned uden for vinduet. Det morede tilsyneladende chauføreren, der så lige gav speederen et par centimeter ekstra.

Det blev derimod langt fra nervepirrende den første dag på den to døgn lange sejlads til Tenerife. Vi sejlede ud kl. 15 om eftermiddagen den 28. september. Indtil videre havde vi ikke set Atlanterhavet så spejlblankt. Det ændrede sig dog gradvist, så den sidste nat blev vi væltet godt og grundigt rundt i vores køje. Sejladsen gik fint, og det var rart at være tre om bord til at dele vagterne. På turen fik vi gang i vores fiskegrej. Højdepunktet var, da vi fangede vores første fisk. Jeg stegte den på panden, og vi spiste den til frokost med brød og mayo of citron. Serene fik vi en ret stor fisk på krogen, som desværre hoppede af igen. Vi skal lige lære det der med at tage farten af båden m.v. og jeg benytter mig af enhver chance til at hente gode råd om fiskeri hos de mere erfarne.

Lørdag den 30. juni kl. 16.30 ankom vi til Santa Crux. Vi havde nået vores endelige mål, de Kanariske øer, og kan nu se frem til et halvt år på de forskellige øer – og det bedste af det hele: De lune temperaturer fortsætter her.

Vi har nu været i Santa Crux i lidt over 2 uger. Lea afmønstrede i torsdags og vi har besluttet at blive til slutningen af måneden. Herefter går turen videre til enten El Hierro eller La Palma. Hele december har vi reserveret plads på La Goumera.

I næste rejsebrev kan I glæde jer til at høre om Tenerife, øen med vulkanen Teide, hvoromkring landskabet er som på en fremmed planet.

Ulla

NB: Vi har lavet nye billedgallerier, denne gang med tekster.

Se flere billeder