Rejsebrev nr. 10 – Tenerife

30. september – 29. oktober

En hel måned på Tenerife var egentlig ikke tanken fra begyndelsen, men som dagene gik, oplevede vi, hvor rart det var ikke at tænke på næste destination, før vi følte os klar til det. Det er jo et af de privilegier, man har som sejler, for man har sit hjem med sig. Vi havde dage, hvor vi bare var hjemme på båden og dage, hvor vi var turister på den naturmæssigt flotte og spændende ø. Lea var med til den 12. oktober, hvor hun afmønstrede.

I dette rejsebrev fortæller vi dels om highlights fra Tenerife og dels om alt det andet, man oplever i stort og småt som langturssejler, og hvad vi lærer undervejs.En lille sjov ting, vi har bidt mærke i siden Spanien er, at vi møder mange hunde, der går tur alene – altså ikke i snor. Selv inde i byerne møder vi dem. I går mødte vi to små hunde, der var bundet sammen, smart nok, for så bliver de ikke væk fra hinanden. Det gør det selvfølgelig meget nemmere for hundens ejer, at hunden kan lufte sig selv og hundene ser faktisk ud til at hygge sig.

Nu til Teide, absolut højdepunktet på Tenerife. Det specielle ved Teide er, at den stikker ca. 1200 meter op midt på øen fra sit kæmpe plateau, der udgør Teide Nationalpark med et samlet areal på 18.900 ha. Teide er men sine 3.718 m det højeste punkt i Spanien og den 3. højeste ø-vulkan i verden. Teide er nem at kende fra søsiden. På klare dage kan den ses fra flere af de andre øer -et smukt syn.

Vi var der tre gange i lejet bil. Vi havde i øvrigt bedre held med billeje på Tenerife end på Madeira. Vi delte en bil i 8 dage med Allan og Annette fra Nala Danica. Vi har erfaret, at vi efter to dage med bjergkørsel og sightseeing, har brug for en hviledag, så det var perfekt med en delebil. Fra Santa Cruz til Teide kører man igennem smukke skove med kanarisk bjergfyr. Undervejs er der Miradorer (udsigtspunkter), og fra ét af disse ser man Teide første gang. Når skoven slutter kører man ind i nationalparken og et fantastisk månelandskab begynder.

Vi havde købt billetter til svævebanen, der går fra plateauet og 1000 højdemeter op til 200 meter fra kraterkanten. Turen blev aflyst to gange, da man lukker svævebanen, hvis det blæser for meget. 3. gang var lykkens gang. Det var en temmelig crowded dag i området omkring svævebanen, og parkeringspladserne var få. Vi undrede os over, at man ikke havde anlagt flere p-pladser, når der nu er så meget jord at tage af. Nå, men det lykkedes Klaus at få klemt bilen ind i vejkanten uden at ramme store vulkansten og inden for den hvide kantstribe, så vi undgik onde øjne fra chaufførerne i forbipasserende busser.

På toppen var det koldt og meget smukt. Vi gik i høj sol og over skydækket, der lå som et hvidt tæppe under os. Det var tilladt at tilbringe en time deroppe. Noget af tiden blev brugt på at spise madpakker skarpt overvåget af 3 vagter, de holdt øje med, at vi ikke efterlod affald. Det gør man nemlig meget ud af at pointere via skiltning. Det er også strengt forbudt at tage sten med hjem oppe fra vulkanen, selv om det så ud som om, der var nok af dem.

Der er mange vandreruter på Teide, og vi gik to ture deroppe, begge gange i flot solskinsvejr. Vi er blevet veludrustede bjergvandrere, for vi har købt vandrestøvler, de rigtige svedtransporterende sokker og vandrestave i Decathlon – en gigantisk sportsudstyrsbutik nær Santa Cruz. Her har jeg også investeret i en våddragt og snorkelgear i håb om, at finde gode snorkelsteder på de andre Kanariske øer.

Vi fik flere smukke naturoplevelser på Tenerife. Nord for Santa Cruz ligger Anagabjergene med naturformede kløfter og bjergkamme. De er karakteristiske med de mange spidse toppe.  Skoven midt i bjergene består af laurbær. Vi vandrede og kørte deroppe. Ved kysten fandt vi den skønneste strand med sort sand og maga høje bølger – et paradis for surfere men også for almindelige strandelskere som os.

Santa Cruz er en by på ca. 200.000 indbyggere. Som i Funchal kom de store krydstogtskibe forbi og øgede menneskemængden i bybilledet betydeligt.

I byen var der et madmarked, som er noget af det fineste, vi har set. Her var det skønt at kunne proviantere næste dagligt.

Vi købte mest lokale råvarer fx frugt og grønt, fisk og kød. Her kunne jeg få praktiseret mit spanske, da de handlende som regel var god for en lille snak. Slagterkonen ville i hvert fald være helt sikker på, at jeg forstod, at det hakkede, kød hun solgte mig var fra hendes egne køer hjemme på fincaen.

Vi savnede en strand i byen. Vi måtte 8 km nord for centrum til stranden Teresita, som var lavet med kunstigt sand fra Sahara. Eneste ulempe var, at man ikke skulle komme der i blæservejr, for så var det som at befinde sig midt i en sandstorm – det prøvede vi også. Fra Santa Cruz og ud til stranden var der en fin og bred går-og cykelsti, som især morgen og aften var fyldt med motionerende spaniolere. Faktisk er spaniolerne meget aktive sportsfolk. Folk i alle aldre løber, går, cykler og laver styrketræning i bybilledet, og jeg fik mig nogle løbe- og gå ture iblandt dem.

Spaniolerne elsker at feste. Det oplevede vi til fuldmånefesten den 17. november. Byen var tætpakket med mennesker, så mange at man på byens barer denne aften ikke lavede cocktails. Det var umuligt at få nogen til at lave en pina colada til Lea, så dagen efter købte vi alle ingredienser ind samt en cocktailshaker, og så lavede vi dem da bare selv.

I Santa Cruz blev vi introduceret for begrebet ponton-komsammen. Særligt svenskerne, denne gang Anders fra Ladybird, er gode til at tage sociale initiativer, så vi blev inviteret til fællesspisning (kom med en ret) på nabopontonen, da The Sounds Of The Vikings (se tidligere rejsebreve) var blevet spurgt, om de ville give et par numre. I Santa Cruz mødte vi også Søren og Vibeke fra Johanna, samt træskibet Rosalina med en besætning på 10 og med samme hjemhavn som os i Egå.

Der bliver jo talt meget mellem sejlere, og man kan lære meget af hinanden. Vi har fx fået en hel masse at vide om kakerlakker – enhver lystsejlers frygt at få ombord. Har man dem først på båden er eneste mulighed for at slippe af med dem en frostvinter i norden. Så nu tager vi sko af på broen, alle grøntsager skylles før de kommer ned i kahytten, og papemballage fra, advarer fjernes. Æggene kan sidde alle vegne. Fortøjningerne er sprøjtet med gift, så vi undgår, at de kravler op på skibet via dem.

En anden frygt blandt sejlere er, at zinkanoderne tæres væk, og der sker en tæring på motoren i stedet. Dette kan ske hurtigt, hvis man får den jordforbindelse der kommer fra land ind i sit eget 12 V ’s systems jordforbindelse, som er havet. Lidt nørdet men det kunne jo have nogens interesse. På Fuga har vi to zinkanoder, en foran på kølen og én ved skruen. Det er vigtigt at holde øje med dem i forhold til tæring, så Klaus har været måttet dykke for at kigge. Heldigvis ser de finde ud endnu. Her opdagede han noget tovværk, der havde sat sig rigtig godt fast på skruen. Jeg måtte give ham en dolk med ned for at skære det væk, selv om jeg ikke var meget for det.

Endelig har vi fået opgraderet vores PR- materiale og vores vindror. Lea har hjulpet os med at designe et visitkort, som vi kan dele ud af. Hun har desuden malet den flotteste drage på vores vindfane.

Den 29. oktober sagde vi farvel til Santa Cruz og satte kurs mod El Hierro, den fjerneste ø og vildeste ø af de Kanariske øer. Det fortæller vi om i næste rejsebrev.

Se flere billeder