Lemvig – Lofthus, Hardangerfjorden 2/7 – 26/7 2020
Det blev til 9 dage i Lemvig. Vestenvinden rasende ude på Nordsøen, og de vejrvinduer, der indimellem opstod, med en vindstyrke og en vindretning, vi havde lyst til at sejle i, var for korte til at bringe os til Norge. Vi begyndte efterhånden at være utålmodige for at komme videre. Klaus, der dagligt studerer vejrudsigterne og lægger strategier for sejladserne, havde iagttaget, at der igennem de seneste uger, havde været flere tidspunkter, hvor vi kunne sejle op til Norges sydkyst fra Kattegatsiden. Dette fik os til at tage en rask beslutning: Den 7. juli tilbagelagde vi strækningen fra Lemvig tilbage til Egense ved Limfjordens munding i Kattegat – i hård vestenvind, hvilket betød, at vi fløj afsted.
Efter en overnatning i Ålbæk syd for Skagen satte vi kursen mod Norge i en smuk sommeraften.
Det blev en rolig natsejlads, det meste af tiden for motor. Vi sejlede ind i den norske skærgård lidt øst for Kristiansand, ved middagstid. Her er det med at følge med på søkortet konstant, for sejlads i skærgård er som at sejle i en labyrint. Vi havde udset os en ankerplads, Lusekilen, cirka en times sejlads indenskærs.
I Norge er der huse og både alle vegne. Der findes mere end 1 million fritidsbåde i de norske havne, og 56% af befolkningen har adgang til et fritidshus. Eneste transport til fritidshuset er ofte med båd. Små motorbåde drøner rundt mellem klipperne. Tit ser man også børn/unge bag rettet. Nordmændene er ret hårdføre, hvad angår vejret. Vi ser ofte sejlende nordmænd i bar overkrop, mens vi selv er pakket ind i uld og fleece. De bader ved de små strande, som hører til ethvert hus ned til vandet, også når luften ikke har sommertemperatur. Lige nu holder de nemlig ferie i eget land, ganske som danskerne gør det. Og det er måske den ene af de to gange, at fritidshuset benyttes i løbet at året, og så må alle faciliteter udnyttes.
I Mandal gjorde vi klar til endnu en natsejlads rundt om hjørnet ved Lindenes Fyr og videre op langs vestkysten. Det blev en våd og urolig omgang med sydlig vind for sejl en stor del af vejen. Vinden skiftede hele tiden. Vi måtte have spiler stagen op, men den besluttede sig aldrig for, i hvilken side, den ville stå. Vi var noget våde og trætte, da vi anduvede Stavanger en tidlig morgenstund kl. 4.30.
Stavanger var tydeligvis præget af danskernes mulighed for at holde ferie i Norge, da der ikke på dette tidspunkt var åbnet op i mange andre lande. Både i Stavanger, Haugesund og Bergen var der mange danske turister. Derimod har vi kun mødt få danske både.
Fra Stavanger fortsatte vi, med et enkelt stop i en skøn ankerbugt, Ådnøya, ind i bunden af Lysefjorden til Lysebotn på en flot solskinsdag. I Lysefjorden er der stejle klippevægge på begge sider – de højeste cirka 1000 meter. Det er her, at man kan opleve Prædikestolen og Kjeragbolten, som er en stor sten man kan gå ud på, klemt fast mellem to klipper. Vi så begge dele fra vandlinjen i miniature udgave, mens de fleste trekker dertil, og forhåbentlig ikke har højdeskræk.
Lysebotn var som en endestation, og på en måde lidt dystert at ligge der mellem to stejle klipper. Sidste stop i fjorden, også for færgen, der sejler mellem de få havne i fjorden. I Norge skal man have lov til at bo der, hvor man ønsker, og det skal være muligt at komme til og fra sit hjem. Der er et imponerende antal af færger og broer og som bilist vil man selvfølgelig også bemærke de mange tunneller.
De næste dage var der sydlig vind, som vi gerne ville udnytte til at komme til Bergen. Undervejs og i dagsregn gik vi til Haugesund. Herefter endnu en sejlads i dagsregn til ankring ved Pilapollen. Det klarede op, og vi fik vores våde tøj næsten tørt.
Vi nåede Bergen i solskin og lunt vejr den 19. juli. Her var mange både, der lå uden på hinanden, men vi fandt et lille hul lige ud for Bryggen, de gamle huse fra o. 1700. Dagene i Bergen brugte vi på vandretur op til Fløyen, 6 km/retur. Vi tog til Griegs sommerbolig i Trollhaugen lidt uden for Bergen, hvor vi også var til lunchkoncert i koncertsalen med en ung og dygtig norske pianist.
I Bergen overvejede vi, hvorvidt vi skulle fortsætte længere nordpå. Det har hele tiden været vigtigt for os at have god tid. Der skal være tid til at være kulturelle, til vandreture og til hviledage. Der skal være tid til at vente på godt vejr til både naturoplevelser og sejladser. Derfor valgte vi at lade Bergen være vores nordligste destination. Vi ville gerne ned og opleve Hardanger fjorden, nogle byer, vi sprang over på vestkysten på vej op og måske lidt mere af den sydnorske skærgård. Planen er at vendte tilbage til Danmark i løbet af de sidste par uger af august.
På vej ned i Hardangerfjorden ankrede vi ved Lyseøya, som tidligere var ejet af den berømte violinist Ole Bull (1810-1880). Han byggede et sommerhus der, som nærmest ligner et slot.
Desværre kunne vi ikke komme ind i huset, men øen var så stille og med fint anlagte stier.
Området omkring Hardanger er et af de mest regnfulde i Norge. Fjorden er 179 km lang. Vi var så heldige at sejle ind i fjorden i strålende solskin. I modsætning til Lysefjord, som er kendetegnet ved stejle klippevægge, var her mindre stejlt, grønt og frodigt og de sneklædte toppe lyste i baggrunden.
Vi lå et par dage i Sundal. For første gang har vi ligget med Fuga i en havn med udsigt til en gletsjer og fjeldtoppe med sne. Det var så flot. Vi var på vandretur op mod Bondhus gletsjeren, som ligger i Folkefonna nationalpark, en populær men flot tur.
Vi ligger nu i Lofthus, en lille havn i en sidefjord, Sjørfjorden langt inde i Hardangerfjord. Her dyrkes der æbler og andre frugter, blandt andet kirsebær og blommer. Skråninger ligner næsten vinmarker. Lige nu regner det uden for, men ellers har vi haft solskin de sidste dage. Hvis vejrudsigten holder, er det planen, at vi vil gå på Dronningestien, H.M Dronning Sonjas favoritsti. Turen går 1100 meter op i højfjeldet og er 16 km lang. Om vi klarer denne tur kan I læse om i næste rejsebrev.
Inden vi slutter helt, vil vi lige gøre status på følgende:
På Fuga har vi de seneste uger gjort os erfaringer med at sejle i regnvejr. Vi synes det er lidt surt at sejle, når det regner, men som regel holder vi os tørre indvendig lige med undtagelse af den kondens, der dannes i vores gummistøvler. Den største udfordring er at få tøjet tørt igen. Vi har nu fået den vane altid at sætte cockpit teltet på, når vi kommer i frem. Så har vi et ekstra og tørt rum at sidde i samt mulighed for at hænge vores tøj til afdrypning og tørre her. Regnbygerne er uforudsigelige i Norge. Det ene øjeblik kan solen skinne, hvorefter det kort tid efter kan regne.
Det går også nogenlunde med at holde varmen. Vi er vågnet op til 11 grader nogle dage, hvilket ikke forhindrer os i et morgenbad fra båden (kun når vi ligger for anker) til at sætte gang i blodomløbet. Når vi har landstrøm kan vi tænde for vores elektriske varmeblæser, hvis vi fryser. Ellers har vi et gasfyr, men det sparer vi på, da vi kun har begrænset mængde gas ombord. Vi kan nemlig ikke få byttet vores gasflasker her i Norge.
Af denne årsag har vi investeret i en induktionskogeplade så vi kan bruge den til madlavning, når vi er koblet på landstrøm. Vi har begge været lidt nervøse for at kunne holde os varme i Norge, så undervejs har vi begge investeret i ekstra uld og isolerende lag, hvilket har været godt givet ud.
Endelig har vi et lille hængeparti, som vi har svært ved at komme i gang med, nemlig at fiske. Vi ser vældig mange, der fisker fra deres små både og fra land. Vi har tit talt om, at vi må ud i gummibåden og pilke, men indtil videre er det blevet ved snakken. Om det lykkes os at fange fisk i Norge, vil vi også berette om i næste rejsebrev.