Rejsebrev nr. 19 – Marokko

Ibiza den 13. maj 2018

Vi har hele tiden vidst, at den største udfordring på vores sejltogt ville blive turen fra de Kanariske øer op til Middelhavet. De herskende vinde er nordlige og Atlanterhavsbølger kan være ret store, så for meget modvind er ikke rart. Vi havde hjemmefra lavet en strategi om at udnytte de vindstille dage til at sejle for motor og selvfølgelige sydlige vinde, som findes indimellem. Vi havde set på muligheden for at sejle over Marokko og langs kysten opad. Problemet er, at der kun er få havne op langs den marokkanske kyst og flere af dem er svære at gå ind i på grund af swell, det vil sige store bølger, der brækker inde ved kysten. Den anden mulighed ville være, at gå direkte til Spanien fra Graciosa. Det tager fire døgn, og et vejrvindue, med den rigtige vind i 4 døgn, var ikke i sigte. På Fuga besluttede vi os derfor at gå til Agadir i Marokko, med troen på, at vi nok skulle finde en god vejrudsigt til at komme videre nordpå. I andet forsøg (i første forsøg fik vi som tidligere beskrevet motorproblemer) fulgte Libra og Lady K. De tre danske både anduvede Agadir om morgenen den 7. april efter en fin og rolig sejlads på lidt mindre end to døgn. For Lady K og Fuga blev det til 14 dage i et meget anderledes land, med meget anderledes, men interessante oplevelser end tidligere på turen. I dette rejsebrev skal I høre om turistbyen Agadir og den mere lokale by Mohammedia nær Casablanca, om ørkensafari, berberbyer og om, hvordan vejrudsigter kan være en stor tidsluger og stort samtaleemne blandt sejlere.

Vi var med få undtagelser de eneste gæstesejlere i Agadir Marina. Byen ligger inde i en bugt, hvor det ofte blæser. Hvis man skal nordpå, kan det være svært at komme rundt om det kap, der ligger ved bugtens nordlige spids på grund af høje bølger. I Marokko skal man beregne en del tid til ind- og udklarering. Vi slap med et par timer, før vi måtte forlade båden.

Faciliteterne i de to marinaer, vi oplevede i Marokko var meget beskedne. Bad og toilet var ofte snavsede og i Agadir var der en ud af to brusere, der virkede samt to ud af 7-8 toiletter. Det er som om, at når noget går i stykker, bliver det ikke repareret. Det var to meget søde og hjælpsomme marineros, der holdt vagt i marinaen. Den ene mødte jeg en morgen ved håndvasken på toilettet. Her var han i gang med at spejle æg og lave morgenkaffe. Det var også her, de søgte ly for kulden. Det blæste voldsomt næsten alle de 8 dage, vi var i Agadir. Fra middagstid satte blæsten ind. Den tog til i løbet af eftermiddagen og gjorde aftenerne og nætterne bidende kolde. Sandet føg på den 8 kilometer lange sandstrand, hvor turisterne, overvejende marokkanske, ellers skulle ligge og nyde livet.

Agadir blev i 1960 ramt af et jordskælv, hvor 12.000 mennesker omkom. Siden er byen genopbygget, ca. 450.000 indbyggere, og forsøgt gjort til et attraktivt turiststed. Marinaen er omgivet af neonlys, konceptbutikker og trendy cafeer. Ikke rigtig marokkansk, som vi kunne forestille os.

Vi mærkede og så dog hurtigt den anderledes kultur i det muslimske land. De fleste kvinder går med tørklæde. Uden for turistområderne gik vi ikke med bare arme og ben. Det virkede forkert at løbe en tur, da vi kun så nogle få, sikkert udenlandske turister, motionere i bybilledet. Kun på finere restauranter var der udskænkning af alkohol. Vi hørte moskeerne kalde til bøn flere gange dagligt.

Vi var 100% trygge ved at forlade båden og bevæge os ud i byen. Der blev passet godt på både os og båden og vi blev mødt af meget venlighed. Der var dog ikke den samme hensynsfuldhed i trafikken som i Spanien, så det var om at se sig for. Jeg var tæt på at blive kørt over af en skraldehestevogn, der i stor fart pludselig svingede til venstre.  Kom vi væk fra turistområdet oplevede vi mere autensitet. På byens største marked Su el Had havde vi de første bitre erfaringer med at blive snydt godt og grundigt på prisen. Surt, men en del af oplevelsen ved at være i Marokko.

I Marokko går man ikke ud og spiser om aftenen. Klaus og jeg måtte derfor finde os i at være alene på en lille lokal restaurant, med en tjener, der sad og småsov. Kvinderne i køkkenet lavede den skønneste tagine til os. Tagine er en slags gryderet, der tilberedes i en lerpotte med låg.

Sammen med Hans og Karin fra Lady K var vi på éndagstur i jeep med egen guide og chauffør. Marokko er et smukt og frodigt land. De er velforsynede med vand fra bjergene, som opsamles i store reservoirer. Et meget trist MEN er, at der ligger affald over alt – også i naturparkerne og i havet. Man må håbe, at der bliver taget hånd om dette kæmpe problem i fremtiden.

Vi var i Sous-Massa nationalpark og så flamingoer.

Vi kørte gennem ørkenen Little Sahara, hvor vi så beduinboliger og store kamel- og gedeflokke.

Vi besøgte en traditionel fiskerbolig og en fiskeleje, hvor fiskerne bor, når de er langt væk hjemmefra. Nogle fiskere bor i huler i klippen. Vi spiste tagine og couscous på traditionel vis, hvor man sidder på gulvet ved små lave borde.

I Marokko er 33% af befolkningen berbere, som er den oprindelige befolkning i Nordafrika.

Vi var i Tiznit, en  berberby, med en fin gammel bydel, Medinaen. Vi besøgte en keramikfabrik, hvor de fremstiller det smukke marokkanske keramik, som vi også kan finde i Danmark. Vi købte et stort fad, som jeg fik overbevist Klaus om, at jeg nok skulle finde plads til på Fuga.

I Agadir var der daglige snakke mellem de tre danske både i forhold til, hvornår det bedste vejrvindue ville være til at sejle videre. Selvom vi sparer med andre både, er det vigtig at gøre det, man selv har det godt med. Libra stak ud nogle dage før Lady K og os.

Med fyldte dieseldunke (95 liter ekstra) satte vi søndag den 15. april kursen mod Mohammedia længere oppe af den marokkanske kyst. Vi viste godt, at vi kunne få måske kraftig modvind et stykke af vejen, men der blev noget mere vind, end vejrudsigten havde forudsagt, 12-15 m/s. Vi bankede op mod fire meter høje bølger og fik ikke meget søvn de første par døgn. Sidste dag blev det vindstille, og efter godt tre døgn anduvede vi Mohammedia i nogle kæmpe swells, som udgjorde et fantastisk landskab på søen.

se video

Mohammedia er en Safety Port. For at komme ud og ind af Marinaen skal man igennem paskontrol. Havnen er beskidt af olie og affald som i Agadir. Her er meget fiskeri fra de karakteristiske marokkanske træbåde. Man skal holde sig langt fra kysten i mørke, da fiskerbådene ikke har AIS og nogle heller ikke lys på. Uden for Agadir var vi tæt på at blive ramt af én. Måske havde han ikke set os, fordi han arbejde. Måske var han bare nysgerrig.

I Mohammedia fik vi tjekket op på båden efter den noget anstrængende sejlads. Vi havde fået lidt vand ind fra et utæt vindue og muligvis et utæt røstjern. Vores windbreakers var gået løs og måtte have nogle strips undervejs. Båden påvirkes med enorme kræfter, når vi sejler ned over bølgerne. Når jeg bliver bekymret over, at vi har vand i båden, beroliger Klaus mig altid med, at det som regel ikke er farligt. Han har sejlet folkebåd, hvor det var unormalt, hvis der ikke var vand i båden.

Det var spændende at opleve lokalmiljøet i byen. Vi spise friske fisk til ingen penge, ved byens fiskemarked og jeg var på i Kasbahen, byens lokale udendørs marked, hvor man kan købe de lækreste råvarer, fx frugt, grønt og kød til ingen penge. Her var der det største og mest varierede udbud af lokalt dyrket frugt og grønt, vi har oplevet. Vi købte jordbær, som vi spiste med mælk og sukker, med minder tilbage om den danske sommer.

Den 22. april tog vi det sidste stræk mod Spanien. Det blev en fin sejlads, bortset fra rigelig vind det sidste stykke, op til 16 m/s. Det havde været to spændende uger i Marokko, men på en måde også anstrængende, fordi vi kom til et land, hvor kulturen er så anderledes, og fordi vi var udfordret på vejrudsigten, der skulle bringe os til Spanien. I næsten rejsebrev, kan I glæde jer til at høre om Gibraltar, turen op langs Spaniens østkyst og Balearerne. I skrivende stund ligger vi på en skøn ankerplads på syd Ibiza. I slutningen af maj skal vi være i Marseille, hvorfra vi sejler ind i Rhône.

se flere billeder fra Marokko