Mohammedia, Marokko den 19. april
Det er ved at være et par uger siden, vi forlod de Kanariske øer, og I skal selvfølgelig ikke snydes for at høre om vores oplevelser på Furteventura, Lanzarote og Isla Graciosa. I dette rejsebrev, skal I blandt andet høre om, hvor skønt det var, at komme på søen igen, om motorproblemer og om, hvor helddig man kan være. Vi vil fortælle om Fuerteventuras kæmpemæssige sandstrande og tusindvis af geder, om Lanzarotes smukke vulkanlandskaber og kunstneren/arkitekten Cécar Manrique. Sidst men ikke mindst om vidunderlige Isla Graciosa.
Tirsdag den 16. marts kl. 21 gik vi ud fra Las Palmas i en vindstille og flot aften. Vi havde følgeskab af Nangiala med Mikkel og Celia. Kursen blev sat til Gran Tarajal på Furteventuras østside. Det blev til en fantastisk natsejlads for motor, hvor vi havde besøg af en kæmpe flok delfiner og så morild i vandet. Vi havde det begge rigtig godt med at sejle igen efter mere end to måneder i Las Palmas. Klaus smerter i benet var blevet mindre, så han følte sig klar til at komme videre.
Det var en temmelig ramponeret marina, vi kom til i Gran Tarajal. Få uger forinden havde der været en voldsom sydlig vind, så flere af marinaens pontoner, var blevet ødelagt. Et stort skib var sunket, så der flød diesel rundt i havnen, som man var i gang med at rydde op efter. Vi manglede dog intet, det skulle da lige være varmt vand i bruseren. Byen var super hyggelig og ikke turistet. Her fejrede vi Kvindernes internationale kampdag, nød byens flotte murmalerier og spiste frisk fisk på en lokal restaurant.
Vi lejede bil et par dage og skulle selvfølgelig rundt og danne os et indtryk af øen. Mikkel og Celia var med os den ene dag. Furteventuras vulkantoppe er helt anderledes og fladere end de øvrige øer, men de er meget smukke og her om foråret nogle steder grønne.
Man siger, at der på øen er lige så mange geder som beboere, ca. 94.000. De har nedbarberet de sidste sørgelige rester af øens vegetation, men producerer derudover mælk til gedeost, som skulle være noget af Spaniens bedste. Vi var på Pepes gedefarm og så det hele. Vi var endda så heldige, at gederne blev malket, mens vi var der. Det havde ingen af os set før. Vi smagte de lækre oste ledsaget af honningrom.
Vi var på Playa Ajuy, hvor der er nogle store grotter. Mikkel Celia og jeg var inde i grotterne. Her blev vi vidne til en ret ubehagelig oplevelse. Vi sad og nød udsigten ud over vandet fra kanten af en grotte. En helikopter cirklede rundt tæt på os. Første troede vi det var en øvelse, men snart kunne vi se en af redningsfolkene blive hejst ned fra helikopteren, og han trak et menneske op af vandet. Personen er givetvis faldet ned fra en sti oppe på klippekanten. Dette minder os igen om, hvor farlig naturen og ikke mindst havet kan være. Det er så vigtigt, at vi passer på os selv derude, altid forbereder så godt, vi kan og ikke agerer dumdristigt.
Fuerteventura er kendt for sine smukke sandstrande og azurblå vand. Det er et mekka for surfere og vi besluttede os for at tage på strandtur til et af de kendte surfstrande, Playa Sotavento de Jadiña. Her var der ikke mange turister, og stranden strakte sig milevidt. Desværre var det en ret blæsende, men solrig dag, og så fyger sandet. Vi fandt ly og læ i nogle klitter. Herfra kunne vi betragte surferne, der kun trodser vejret, ved store vindstyrker. Vi havde ikke badet længe, mest på grund af vintervejr i Las Palmas. Her var vandet ikke varmt, men rent – og skønt at hoppe i bølgen den blå igen.
Ud for den nordlige del af Fuerteventura ligger øen Isla de Lobos. Den er ombejlet af delfiner og mere end 70 fiskearter. Vi ville gerne have været i land på øen, men vinden var for kraftig fra en forkert retning. Vi ankrede en enkel nat ud for øen med Lady K som naboer, en nat, hvor vi blev rusket godt og grundigt igennem, så vi fik ikke meget søvn. Så snart det blev lyst slap vi ankeret og sejlede de 10 sømil til Marina Rúbicon på Lanzarote.
Marina Rúbicon ligge ved Playa Blanca på den sydlige del af Lanzarote. Her er der mange turister, men marinaen var fin og godt beskyttet. Dagen efter vores ankomst havde Klaus fået en tid til en scanning på et privathospital lidt længere nordpå. Vi havde valgt en scanning, da det var trygt for os at vide, at Klaus fx ikke har en diskusprolaps. Alt gik fint. Der var en finsk sekretær på hospitalet, som talte dansk, hvilket gjorde det nemmere at kommunikere nuancerne. Fire dage senere fik vi diagnosen. Som ventet viste scanningen ingen diskus, men symptomerne indikerer en klemt nerve, som også fysioterapeuten mente. Det gav os en afklaring på, at smerterne ikke er farlige, men at der kan gå noget tid, før de forsvinder. Siden da går det op og ned for Klaus. Vi er meget glade for cyklen, som hurtigt gør os kendte i bybilledet, især her i Marokko. Han klarer alle opgaver, men har brug for at hvile sig indimellem.
Lanzarote er kendetegnede ved øde månelandskaber og bjerge med ild. Det første indtryk var mere æstetik fint passet ind i den smukke natur. Netop dette er hvad kunstneren og arkitekten Cæcar Manrique, der er født på øen, skabte i sine leveår. Han arbejdede for at øen ikke skulle ende i samme miljøfælde, som andre af masseturismens rejsemål. Derfor er der næsten ingen grimme og høje hoteller på Lanzarote. Alle huse er hvidkalkede og byerne fremtræder derfor helt anderledes, end på de andre øer, hvor husene males i alverdens farver. Manriques bygningsværker er kendetegnede ved, at kunst, arkitektur og landskab flyder sammen. Fra at være en kilde til fattigdom omfortolkede Manrique lavaen til at være en æstetisk ressource.
Vi nævnte første gang Manrique i vores beretning fra El Hierro, hvor han har skabt restauranten og udsigtspunktet El Pinar. På Lanzarote har Manrique sat mange spor, så han nævnes overalt. Vi så blandt andet hans hjem og atelier, og var på Mirador del Río, hvorfra der er den smukkeste udsigt over til Isla de La Graciosa, hvor vi senere skulle sejle over. Vi var på Fundación Manrique, der blev Manriques arkitekturmilepæl, et hjem der består at vulkanske huler forbundet med lavatunneller, udstyret med hippe designermøbler. Her er også udstillet malerier af Manrique overvejende inspireret af øens vulkanudbrud.
I nationalparken Timanfaya var vi oppe på bjerget Montañas del Fuego, som blev skabt af et vulkanudbrud i 1730. Her damper det stadig fra jordoverfladen. På toppen ligger restauranten ”El DIablo” (også tegnet af Manrique). På varmen fra undergrunden steges der kød, som serveres i restauranten. Vi var på bustur rundt i parken, som bød på fantastiske landskaber og smukke farver.
I Playa Blanca lejede jeg en cykel og tog alene på tur. Jeg cyklede nordpå og kom forbi saltbassinerne Salinas de Janubio. Tidligere brugte man saltet til lagring af fisk, men saltet udvindes stadig ved at lade sol og vind tørre havvandet ind. Den vestlige kyststrækning nordpå er flot og barsk. Havvandet sprøjter op mod klipperne. Jeg endte turen ved El Golfo, hvor man kan se en smaragdgrøn sø, hvis farve skyldes dels vulkanske mineraler og giftige alger. Efter cirka 45 km, var jeg hjemme igen og det skal lige siges, at Lanzarote godt nok går for at være flad og cykelvenlig, men bakkerne i Aarhus og omegn er ingenting i forhold til, hvad jeg blev udsat for på min cykeltur.
Vi sejlede til hovedbyen Arracife, 25 sømil i modvind. Arracife er en dejlig by, og mindre turistet. Det blæser næsten altid her, hvilket vi fik at mærke i de næsten 2 uger vi lå der. Nogle gange kan man blive ret kuldret af al den vind, og når der indimellem kommer en vindstille dag, er det virkelig skønt. Det kan sammenlignes med mange dages regn i Danmark, og hvilken åbenbaring, når der endelig kommer en tørvejrsdag.
I Arracife var de tre danske både Lady K, Nangiala og os samlet igen. Den dansk-svenske båd Libra, som vi tidlige har mødt på Gran Canaria, stødte til. Mikkel underviste i at fiske, og lovede os fangstgaranti på vej nordpå, på den ”blækspruttekrog” han havde fremstillet og solgte til os. Alle fire både mødtes igen på Isla Graciosa. Dette er det nordligste punkt på de Kanariske øer og dermed et godt afsæt for turen opad til Middelhavet.
Isla Graciosa blev for os et lille paradis. Øen er et stort naturreservat og har cirka 650 indbyggere. Hovedbyen hedder Galeta del Cebo og her ligger marinaen. Der er ingen strøm på broerne, så vi klarede strømforbruget med solcellerne. Koldt bad i marinaens bad- og toiletrum. Der er kun grusveje på øen og eneste biler er jeeps. Vi ankom op til påske, hvor der var mange turister på øen. Ellers er her mest éndagsturister, der kommer med de to færgeruter, der går fra Lanzarote. Efter påske blev der helt stille. Det var som om, at roen faldt over den lille ø, der er på størrelse med Anholdt. Ret fantastisk lille samfund. Her har de alt: Politistation, posthus, diskotek, verdens mindste museum, slagter, bager, isenkræmmer, to supermarkeder samt gode restauranter og cafeer.
Dieseltanken blev betjent af datteren til kokken på én af byens restauranter – en bestemt og skrap, men venlig dame, der bestemt ikke brød sig om at blive forstyrret hverken inden og uden for åbningstiden. Det foregik sådan, at man skulle omkring restauranten, for at få diesel, og så gik farmand lige ind og kaldte datteren til tanken. Men hun kunne sit kram og var i stand til at fylde dunkene uden at spilde en dråbe. Vi spiste i øvrigt de hidtil bedste grillstegte blæksprutter på familiens restaurant sammen med Hans, Karin, Mikkel og Celia.
Vi lejede mountainbikes og var på cykeltur øen rundt med Hans og Karin. Mikkel, Celia og jeg tog en morgenvandretur op på én af bjergtoppene. Jeg nød et par vandreture alene i det øde landskab. Klaus og jeg gik ture i sandet, hvilket vi har fundet ud af er terapeutisk godt for Klaus´s ben. Mellem vennerne gik der mange snakke om, hvornår tidspunktet var det rette til at sætte kursen nordpå. Søndag den 1. april besluttede Nangiala og Fuga at sætte kursen mod Marokko. Vi sagde farvel til Lady K og Libra tidlig morgen.
Som sejler må man være parat til at ændre planer hurtigt, det der i moderne tider hedder at være omstillingsparat. Efter 45 minutters sejlads fik vi en svag alarm fra motoren om, at den var for varm. Lidt senere blev den kraftigere, og vi var ikke i tvivl om, at vi var nødt til at vende om. Der kom hvid røg fra udstødningen og kun lidt kølvand. Vi kaldte Nangiala og informerede dem om vores situation, dernæst Lady K, som stadig lå på Graciosa. Vi satte kursen mod Graciosa med lave omdrejninger på motoren. Da vi kom i havn fik vi en fantastisk modtagelse af Lady K og Libra. Hans og Peter, der er uddannet henholdsvis skibsbygger og flymekaniker, stod klar til at hjælpe med at løse problemet. Klaus havde tænkt så det bragede på vejen ind, og hans mistanke viste sig at være rigtig, da hans to hjælpere efter en times tid med 99.9 % sikkerhed fandt frem til, at det var en tilstoppet udstødning, der forårsagede den hvide røg. Derfor næsten ingen kølevand. Det lykkedes at få afmonteret røret, banke skidtet ud og rense det med den eddike, jeg havde medbragt til vores elkande. En utæt og slidt pakning har sandsynligvis være årsag til tilstopningen. Næste udfordring blev at få fremskaffet en ny pakning. På Graciosa er der ingen mekaniker og intet værksted.
Vi var klar over, at vi nok blev nødt til at tage på endagstur tilbage til Lanzarote. Klaus kontaktede en VolvoPenta forhandler, der kunne bestille pakningen i Las Palmas og have den dagen efter. Vi tog til Lanzarote tirsdag og kom hjem med en ny pakning. Peter monterede den for os, og så var motoren som ny igen. Kølvandet sprøjtede ud. Hvor heldig kan man være.
I sejlerkredse er der en kultur for, at man hjælper hinanden. Det har vi mærket tidligere. At der stod to fagfolk klar, da vi anduvede Graciosa med en defekt motor, var fantastisk. At pakningen var der til tiden havde vi ikke regnet med. Det gav os nogle ekstra dage på Graciosa, men kunne have forsinket os meget mere, hvis ikke den rette hjælp havde været der. Allerede torsdag slap vi igen fortøjningerne med kurs mod Agadir i Marokko: Aldrig har Klaus været så tryg ved motoren. I kølvandet fulgte Libra og Lady K. Den 7. april ankom vi til Agadir i Marokko. Noget ganske andet end Spanien. Det vil vi glæde os til at fortælle jer om i næste rejsebrev.
Se flere billeder fra Fuerteventura