Rejsebrev nr. 5 – Fra La Coruña til Lissabon

25. August 2017

 I Gijon troede vi, vi var kommet til varmen, men det blev en stakket frist. MEN vi ved godt,  at vi ikke skal klage, når vi hører om årets danske sommer!

Vi havde glædet os til nogle dejlige, lune og rolige ankerpladser inde I de spanske fjorde. I den første af de 4 fjorde  var det koldt og blæsende, men vi havde den smukke ankerbugt helt for os selv. Selv om vandet var  iskoldt, fik vil alligevel vores morgenbad fra båden. Det springer vi sjældent over, når vi ankrer.

Kap Finisterre (Nordspanien)

Det var nogle fine sejlture langs den spanske vestkyst. En af dagene fik jeg en brat opvågning på styrbords side. En kæmpe dyr stak hovedet op for at trække vejret et par meter fra båden. Der lød et højt sprutten. Mit hjerte slog at par ekstra slag. Fra bagbord side fik Klaus også lige et glimt af dyret. Vi var enige om, at vi havde set den først hval på turen.

Delfinerne er noget større i Atlanterhavet end den engelske kanal og Biscayen. Vi har jævnligt besøg af dem, men vi synes begge det er smukt hver gang.

I de spanske fjorde, fik vi afprøvet vores nye Honda motor til gummibåden. Det var en dag med meget blæst og strøm, så vi l gik lidt forsigtigt til værks. Jeg bad Klaus om at tage en tur rundt om båden, før jeg sprang på. Alt gik perfekt, og vi havde en fin sejltur frem og tilbage til stranden.

Landgang i Ria de Muros e Noia

I den 4. fjor lå vi uden for en lang nudist strand. Lidt specielt, men vi måtte gøre som de andre, for ikke at falde igennem, da vi tilbragte nogle timer på stranden. Dog ikke helt uvant for to vinterbadere. På stranden var det dejlig varm men ude på båden køligere og blæsende.

Vi har endnu ikke helt forstået vejr og vind på vestkysten i Portugal og Spanien, men de har mikroklima, hvilket betyder, at hvert sted har lokalt klima. Derfor kan man møde uventet vejr og vind, når man nærmer sig land. Da vi fx sejlede ind i Lissabon strøg vi ligge pludselig afsted for fulde sejl med næsten 10 sømil i timen (normalt sejler vi ca. 5 i snit). Så var det med at få sejlet ned, for det hele virkede pludselig ret voldsomt.

Vi oplevede også tågen, som kan være et problem langs kysten. Den opstår, fordi vandet ved Portugals kyst er koldt. På sejladsen fra Spanien til Portugal sejlede vi en hel dag i ret tæt tåge, og så kræver det konstant vågenhed ikke at sejle ind i en fiskebøje, som der er rigtig mange af ud for Portugal. Man ser dem først, når man er ret tæt på, og der går skrækhistorier om, hvor slemt det kan være at få et fiskenet i skruen. Derfor sejlede vi kun dagssejladser.

Vores første møde med Portugal var Viana do Castelo. Super hyggelig portugisisk by. Her kunne vi se og høre Ponte Eiffel, en bro over floden, tegnet af den samme Eiffel som Eiffeltårnet. Vi spiste portugisiske cremekager,  Pastel de Nata, og bacalu, saltet torsk og drak naturligvis vin o verde.

Porto

Vi tilbragte nogle dage i Porto og lå i en havn i Lexiõse, 45 min. med metro til byen. Til jer der ikke kender Porto er den et besøg værd. Vi var på bådtur under de 6 broer, der går over Duoro, på rundvisning i Casa Musica og naturligvis til portvinssmagning på Grahams Port. Derudover gik vi byen tyndt i de små gader på klipperne, hvor det nogle steder er som at gå i en labyrint.

En anden portugisisk perle er Peniche, som er kendt for sine mange fiskerestauranter. Og jeg skal lige love for, at vi fik fisk. Vi troede, vi havde bestilt et fiskespyd med forskelligt fisk, men i stedet fik vi et kæmpe fad med forskellige hele grillede fisk. Lidt overvældende, men vi var vel sulte langturssejlere, der skal have noget at stå imod med, så vi spiste det meste. Om vi alene kunne give den ikke engelsk talende tjener skylden for fejlbestillingen, er nok ikke rimeligt.

Lissabon

Torsdag den 24. August nåede vi Lissabon i min. 30 grader.  Vi ligger i en havn midt i byen. Her er en del larm fra fly der gør klar til landing, bilstøj fra broen, 24. Augosto og musik fra et sted i byen. Vi var dog første nat så trætte, at det ikke spolerede vores nattesøvn.

I skrivende stund sidder vi ved poolen i min tante og onkels skønne hus på Algarve. Vi har forladt båden for nogle dage, taget på en lille charterferie i en lejet en bil og kørt til Portugals solkyst. Min fætter André, hans kone Daniela og deres søn Thomas på 3 snart er her også. Det er skønt at se familien igen efter en del år, og det er første gang Klaus møder mine internationale slægtninge.

Klaus er ved at lave studier om Madeira, for vi regner med, at rejsen skal gå videre hertil. Første stop bliver Porto Santo, den lille ø ud for Madeira, som alle siger, man ikke må gå glip af. Først skal vi dog være turister på Algarve og herefter i Lissabon. I dag går turen til stranden i vores lejede Ford Fiesta. I morgen tager vi på udflugt med Daniela, André og Thomas til øen Ilha de Baril nær Faro. Her skulle strandene være som i Caribien, siger Daniela, der er fra Costa Rica. Det lyder jo skønt, og så håber vi bare, at vandet er varmere end i de spanske fjorde og det nordlige Atlanterhav.

Ulla

OBS: V har lavet en billedmappe på hjemmesiden fra den første del af turen. Vi har også lavet en liste over de steder vi har besøgt.

se flere billeder

One thought on “Rejsebrev nr. 5 – Fra La Coruña til Lissabon

  1. Hej I to eventyrere😜👍🎻tak for inspirerende læsning. Vi savnede dig Ulla i weekenden og jeg var glad for en lille snak med din mor – det var så dejligt at se dine søde forældre. Kristina klarede det helt fantastisk, så vi lavede vist trods alt en meget fin koncert. God vind ! Kh Lise

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.