11-07-2019
Det er nu snart et år siden, at vi kom hjem fra et års langtur. I løbet af det år udgav vi 24 rejsebreve, som blev den måde vi holdt venner og familie informeret om vores liv som langturssejlere og de oplevelser, vi fik undervejs. Det var en god fornemmelse at fortælle og med mellemrum se tilbage på og reflektere over de seneste uger.
Vi er nu 6 dage inde i vores sommertogt, og lysten til at fortælle og beskrive vores oplevelser på Fuga hænger ved. Derfor genoptager vi her traditionen med fortællinger fra sommertogt 2019.
Vi startede i Egå fredag den 5. Juli kl. 16. Vi havde 3 ugers frihed på Fuga i sigte, Klaus 1-2 uger mere. 3 uger føles som ingenting, når man er langturssejler, men vi ved jo også at man kan nå langt på den tid, og vi har fået et andet forhold til distancer. Vores mål var Rügen og Polen, dog med det forbehold, at som sejler er det vind og vejr, der har det sidste ord.
Vi ville egentlig have været forbi Tunø, hvor der var Tunøfestival, men med noget kraftig vind natten til lørdag og fortsat blæst og regnvejr lørdag, besluttede vi at gå til Hov. Her tog vi en hviledag, for lige at blive aklimatiseret og foretage de sidste indretningsmæssige detaljer, så vi atter kunne føle os hjemme på Fuga. Lørdag aften blev vi underholdt af Visens skib, der gav koncert på havnen. Visens skib sejler rundt og giver koncerter i de danske havne i løbet af sommeren. De spiller og synger – og med tekster, der kan få enhver til at spidse ørerne.
Fuga blev i foråret udstyret med en vindmåler, mest fordi vi synes, det kunne være sjovt at kende den aktuelle vindstyrke, selv om det ikke gør nogen forskel, for vinden er, som den er. På sejladsen mellem Hov og Agersø viste den 17-18 m/s i stødene, så vi rullede noget med vinden ind bagfra. Til gengæld gik det stærkt for en lille genoa.
Jeg bliver altid så begejstret, når vi kommer til en ny ø i de danske farvande. Klaus har stort set været på dem alle sammen for alt fra 5 til 50 år siden. Jeg synes det er så fascinerende, at der findes så mange perler og små øsamfund med hver deres karakteristika i lille Danmark.
Agersø var så fint et lille samfund. Her bor ca.170 mennesker. Tæt på havnen, der blev kåret som årets havn i 2011 har den blinde børstenbinder sit værksted og butik. På øen sælger de honning, dejlig røget fisk og grøntsager ved små boder. Her er rigtig mange små ”loppeboder”, hvor folk sælger ud af det, de ikke kan bruge længere, frem for bare at smide det ud, som mange af os andre gør.
På Fejø er der ca. 500 fastboende fordelt på 18 nationaliteter. Fejø er kendt for sine æbler. Der skulle være særligt gode betingelser for æbleproduktionen her, da Fejø er et af de steder i Danmark, der har mindst risiko for frost om vinteren. Der bliver syltet og brygget på Fejø. Vi besøgte øens cideri, der laver æblecider, der har omtrent den samme alkoholprocent som i en pilsner. Om morgenen kom en lille tuc-tuc kørende ned på havnen og solgte friskbagt brød, kager og hjemmelavet marmelade til sejlerne.
Den sidste danske havn, og endnu en perle, inden vi krydsede Østersøen var Hesnæs på Lolland. Havnen ligger i udkanten af en skov tilhørende et gods. Her ligger en lille klynge af huse, der er bygget af strå, den eneste af sin slags i Danmark. Igennem Hesnæs går cykelruten Danmark – Berlin. Vi mødte ingen cyklister, men på havnen byggede man i 2014 Byens spisebord oven på den gamle mole, som udgør et smukt samlingssted for cyklister, sejlere og lokale, der her kan nyde deres medbragte mad.
Turen over Østersøen gik hurtigt. Vi fik sat spileren, og så gik det ellers afsted. Vinden tog til op af eftermiddagen så vi var oppe på over 9 knob, da vi nærmede os Rügen.
Første stop var den lille havn ved Kloster på øen Hiddensee nord for Rügen. Det meste af øen er naturreservat. Kloster er en lille hyggelig by og tidligere kursted i Østtyskland. Nu et fint og roligt turistmål for især tyskere.
Vi har brugt dagen i dag på at vandre rundt på øen. Det er endelig blevet sommer og shortsvejr. Vi har badet i Østersøen og spist frokost i det fri. I morgen fredag går turen videre til Rügen og Hansestaden Stralsund.
Sidst med ikke mindst:
Klaus er blevet langskægget og Ullas hår kalder på et ferskvandsbad! Præcis sådan skal det være på en rigtig sejlerferie.