Rejsebrev nr. 3

  1. temanummer: Om at være på ferie i et år.

12. Juli 2017

For anker i river Dart

Klaus of jeg ligger nu på den skønneste ankerplads i en flod nord for Dartmouth på Englands sydkyst, i strålende solskin. Tidevandet er på sit laveste, og vi har breden ganske tæt på. En mangfoldighed af fuglearter vandrer rund på de udtørrede steder. Skoven på land kunne minde om en regnskov. Bagved skoven græsser får og kvæg på bjergskråningerne. Da vi slukkede for motorerne efter ankomst i går aftens, var fårenes bræhen den eneste lyd foruden lidt bølgeskvulp på vandet. Vi er den eneste båd på ankerpladsen. Dette er det ultimative sejlerliv. At ligge herude midt i naturen og skrue helt ned for tempoet er vidunderligt. Vi har pustet dinghyen (gummibåden) op, så vi kan tage på små udflugter. Klaus har lige med succes, installeret solpanelerne, så vi ikke løber tør for strøm. Han har lige meddelt mig, at der er fuld gang i produktionen. Om en times tid, sejler vi dinghyen hen til en lille by, Stoke Gabriel,hvor der skulle være en  pub, så vi kan få os en dejlig kold fadøl. I England skulle der efter sigende være en pub i nærheden af enhver ankerplads.

I dette temanummer vil vi gøre nogle betragtninger over, hvordan det er at ferien, hvis alt går vel, varer et helt år mere. I torsdags havde vi været undervejs i tre uger, hvilket for de fleste er en normal sommerferie. Det var fuldstændig utænkeligt, at vi skulle tilbage til hverdagen hjemme på dette tidspunkt. Måske er det sådan, at uanset hvor meget ferie, man har, kan man altid lige bruge en uge mere. Det er meget uvirkeligt, at oplevelserne bliver ved og ved. Vi har dog også erfaret, at det er nødvendigt at have hviledage, hvor vi kan slappe af og fordøje den sidste tids oplevelser og indtryk.

Vi har gjort os tanker om: Hvornår holder vi op med at få en daglig drink? Hvor tit må vi spise kager til kaffen, og hvor ofte kan man sove til man vågner samt tage sig en eftermiddagslur, hvis man lige trænger? Hvor tit må vi spise is, og hvor tit må vi gå på pub? Vi har med stor enighed talt os frem til, at hvis vi er på ferie et år, og det skal føles som ferie, må vi tillade os selv at gøre det, vi plejer, når vi har ferie. Der kommer ikke til at gå rigtig hverdag i den igen, før vi kommer hjem.

Et stort MEN er, at det også er hårdt arbejde at være langturssejler. Som tidligere nævnt, er der hele tiden noget, der udfordrer, og det kræver meget energi at holde båden ajour til sejladserne. Man må indrette sig efter vejrudsigter og tidevand, så man alligevel ikke altid får sin nattesøvn og må stå tidligt op. Under hårde sejladser må man nøjes med kiks og vand og efter en lang dagssejlads, hvor man er sent i havn, skal aftensmaden tilberedes.

Der er forpligtigelser der følger med, selvom ferien varer længe. Vasketøjet, som man jo nok ofte vil gemme til man er hjemme igen, må ordnes undervejs. Der er flere ting der skal passe sammen: Har vi vand til rådighed, er det godt tørvejr og har vaskekonen lige lyst til at vaske tøj i dag. I de fleste havne er er der vaskemaskine, men den benytter vi kun til de store ting. For at være ærlig strækker man tøjet en del længere her, end normalt.

En gang om ugen gør vi rent. Vi gør en del ud af, at vore Moody præsenterer sig godt blandt sine landsmænd. Og vi har fået mange kommentarer på, at hun holder sig godt!

Så er der madlavning og indkøb. Dette er mit ansvar, og jeg vil uddybe emnet i et senere temanummer. Og så går der virkelig meget tid med vejrudsigter og planlægning. At læse om nye steder er et fælles ansvar, men jeg må nok erkende, at det er Klaus, der gør det største stykke arbejde her. Så altså: langturssejlads er ikke bare ferie!

Brixham

Til sidst lige en kort opdatering siden sidst. Vi var på en god men intens dagstur til London fra Dover. Flot by men sindssygt mange turister. Videre vestpå til Brighton, så Portsmouth, hvor vi fik sprayhooden repareret. Herefter begyndte den engelske idyl med smukke byer op ad bjergskråningerne. Først Weymouth, Brixham og Dartmouth. I Dartmouth havde vi besøg af et medlem af Moody Owners Associasion, som gav os gode råd om havne og ankerpladser det sidste stykke mod Falmouth. I den Engelske Kanal har vi set delfiner for første gang. Vejret er de fleste dage dejligt sommerligt. Vi har badet fra både båden og stranden.

Castle Inn Pub i Stoke Gabriel

Siden begyndelsen af denne beretning har vi været på pubben i Stoke Gabriel, helt efter bogen engelsk idyl, hvor alle husene hedder noget med Cottage, og hvor Barnaby sagtens kunne være blevet tilkaldt, for at efterforske et mord. Sådan en dag er vi ikke bare på ferie men også ude på en spændende og smuk ekskursion. Undervejs i dinghyen, så vi en sæl stikke hovedet op af vandet.

UPS jeg glemte lige: Hvad der ikke kan holde ferie et år, er vores violiner. Vi har selvfølgelig skabt plads til to, har netop pakket dem ud og konstateret, at der hverken revner eller sprækker i dem. Vi måtte dog bakse lidt med at få skruerne løse, da træet udvider sig i den fugtige luft. Det lykkedes, og nu er vi klar til at give koncert ude på vores ankerplads.

Ulla

Se flere billeder og flere billeder

5 thoughts on “Rejsebrev nr. 3

  1. Det ser da bare for godt ud ! 🙂
    Godt at i er fulde af energi og overskud til Biscayen. 🙂

  2. Hej begge to.
    Rigtig hyggeligt at følge jer, og høre om jeres spændende oplevelser.

    Ulla, den 1 august starter Ann på nyt arbejde, hun skal arbejde sammen med
    Pernille, så nu hører jeg nok lidt mere til, hvad hun går og laver.

    Jeg rejser til Grønland på fredag,det glæder jeg mig til.

    Mange hilsner til jer begge,og fortsat god tur

  3. Der ser ud til at der er et vindue sønd-mand-tirsd til at snuppe Biscayen?
    Fortsat go’ tur!
    Ingvald

    1. Ja vi følger det nøje, men vi har brug for fire døgn, så ved ikke hvordan det udvikler sig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.