Rejsebrev nr. 24 – EPILOG Hjemme igen.

Risskov den 19/10 2018

Der er nu gået lidt mere end 2 måneder, siden vi den 3. august lagde til ved vores gamle bådplads i Egå Marina. Det var over 14 måneder siden, vi vinkede farvel til familie og venner her. Den dag, vi vendte hjem, og så den velkendte pyramide, sømærket, ved indsejlingen til marinaen, var spækket med blandende følelser. Vores tur ville lige om lidt være til ende, men vi glædede os til og var spændte på velkomsten.

Dette rejsebrev bliver det sidste, et anderledes rejsebrev uden beskrivelser af nye steder og dertilhørende oplevelser, men alligevel vigtigt, fordi livet til søs og livet herhjemme er så forskelligt. I brevet vil vi fortælle om velkomsten. Vi vil gøre tanker om og refleksioner over det at komme hjem. Vi vil se tilbage på, hvilke spor rejsen har sat i os, og helt konkret fortælle om, hvad vi nu får tiden til at gå med.

Det blev en overvældende modtagelse, vi fik i Egå. Flere end vi havde regnet med var dukket op, og det var så skønt at kunne kramme alle. Andrew og Robina fra den engelske båd Blue Belle var der også. Dem havde vi mødt i Rendsburg ved Kielerkanalen. Deres båd skal overvintre i Egå, så vi har lovet dem at passe på den.

Hjemkomst Egå  3. august 2018 (foto – Franseska Mortensen)

Vi inviterede på vin og bobler ved klubhuset. De der havde lyst var med os hjemme og spise pizza. Det var mærkeligt at træde ind i vores hus igen. Hannah og Frederik havde boet der det meste af tiden og passet rigtig godt på det. Alt var tiptop i orden. Det var fornøjelse at sidde i haven, der dog var temmelig afbrændt på grund af den tørre sommer. Et pindsvin kom frem, og jeg var straks inde at hente en skål vand til det tørstige lille væsen.

Det næste par dage blev brugt til at slæbe ting hjem fra båden og indrette os i huset. Noget af det dejlige ved at bo småt er, at vi kun har få ting med os og faktisk ikke mangler noget. Hjemme har vi til sammenligning så mange ting, som vi egentlig godt kan undvære. Det bedste var igen at sove i en stor seng igen – med god plads i fodenden.

Hverdagen er i gang. Tid er blevet noget helt andet, noget man aldrig har nok af. For mit vedkommende arbejder jeg igen på fuld skrue. Det er dejligt at være tilbage i Lindegården, som jeg føler mig så meget som en del af, og skønt at gense børn, forældre og kolleger. Jeg har skullet varme mig selv op til at bruge mig professionelt igen, hvor jeg meget af dagen er udadvendt og kommunikerende. På båden kunne vi nogle dage være meget stille og skulle ikke forholde os til andre end hinanden. Jeg tænker at det kræver træning, at være i gang så mange timer og være omgivet af så mange mennesker, men det er også noget med at finde ind i en ny og anderledes rytme. Jeg har spillet jubilæumsprojekt i Århus Strygerensemble, som har involveret et par weekender i september. Jeg synes det har været en omvæltning at skulle nå så meget på en dag og ofte til bestemte tidspunkter. Omvendt kan det være rart med den forudsigelighed, som hverdagen også bringer med sig.

Klaus tager sig af meget herhjemme og løber ikke tør for projekter foreløbig. Det gode er, at han som regel selv bestemmer tempoet. Det udvendige træværk er blevet malet, havemøblerne har fået olie, småprojekter på båden og meget mere. Huset skal have en overhaling. Vi håber at kunne sætte et nyt køkken op inden jul. Herefter nye gulve og maling af vægge og paneler i stue og køkken. Det går fremad med smerterne i benet, så Klaus nu kan gå længere og længere.

Fra at have alt tid sammen har vi nu næsten ingen tid sammen. Sådan føles det! På turen delte vi næsten alt, hvad dagene bragte. Nu skal vi planlægge, hvornår vi har tid til at dele tid (mest hvornår jeg har tid). Tiden til at give vores langtur noget plads har måttet vente på sig. Vi glæder os til de mørke aftener, hvor vi skal hygge os med at sortere billeder og forberede et foredrag om turen.

Når vi ser tilbage på hvad der popper op af stærke billeder og erindringer fra turen var det især noget særligt at skimte The White Cliffs ud for Dover i England, det var en milepæl at have sejlet over Biscayen og nå til Spanien, det var eventyrligt da vi i morgentågen så de udviskede klipper på Porto Santo efter 4 døgn på Atlanterhavet, da vi nærmede os Tenerife med den smukke vulkan Teide forude, da vi lå og navigerede mellem de marokkanske fiskebåde i skumringen og kunne se Afrika, da vi havde klaret sejladsen op langs Marokkos kyst og atter nåede Spanien, da vi sejlede gennem Gibraltarstrædet, da vi lå i egen båd i hjertet af Barcelona og da vi endelig efter næste 3 ugers utålmodig venten var på vej op ad Rhône. Endelig var det et stort øjeblik, da vi fik masten på igen og sejlede ud i Ijsselmeer. Vi var næsten i mål og ville nå hjem inden for vores tidsramme.

Dover, Biscayen, Porto Santo, Tenerife, Marokko, Gibraltar, Barcelona, Canal Vosges

De Kanariske øer blev noget særligt for os. Vi kom især til at holde af La Palma og La Gomera, men alle øerne har noget vidunderligt at byde på. Vi var der i et halvt år, og mødte mange mennesker, som vi vil huske. Vi mødte franske Nelly, der boede en lille gul båd, som mildest talt trængte til en kærlig hånd. Hun var sejlet alene fra Frankrig og bagte pandekager i Britannia, når hun tog hjem for at tjene penge til den videre tur. Tyskeren Frank inviterede os til musikaften hos sine venner i Tazacorte på La Palma. Her lærte vi franskmanden Cathrin at kende. Hun var super god på guitar, og vi jamede med hende nogle gange. På Gomera havde vi nogle meget søde naboer Vera og Peter, som også boede på deres båd. De levede af hendes indtægt som blogger og yogalærer, han komponerede musik til sin guitar og spillede på gaden, samt var ved at tage yachtskippereksamen, så han kunne tage job på andre både.  Så var der enesejleren danske Peter på 70, som fortalte os sin utrolig spændende livshistorie. Han havde levet noget af livet som vagabond, kørt i hestevogn rundt på de danske landeveje og vandret ned gennem Europa med sin hund. Han havde arbejdet som sømand og været tæt på at gå ned flere gange. Nu sejlede han så i sin lille 21 fods sejlbåd og ville gerne til Caribien. En morgen var han væk, og vi har hørt, at han kom godt derover.

Vi var også utrolig glade for at lære danskeren Kirsten at kende. Hun bor i sin sejlbåd i Las Palmas og levede af at lave syarbejde for andre sejlere. Hun syede blandt andet opbevaringsposer til vores cockpit og et solsejl til os. Kirsten er et super dejligt og hjælpsomt menneske, og hun fugerede tilmed som vores guide på Gran Canaria.

Vi vil huske Oliver og Marion fra de 3 uger, vi lå i en sidekanal til Petit Rôhne. Den dag, vi ankom sejlede et lille modelskib med en line i ud for deres båd. Det havde Oliver bygget meget detaljeret og fint. For mig blev dette fine håndværk et symbol på TID og FORDYBELSE, hvilket passer så fint til det liv, de to mennesker har valgt. De bor nu på 2. år i kanalen i deres sejlbåd og lever for meget lidt og i pagt med naturen. Om vinteren går de i hi, fordi det er koldt, og bevæger sig kun ud, når det er nødvendigt. Om sommeren arbejder Oliver som selvlært håndværker på både inde i byen, og hun skriver skønlitteratur med sirlig håndskrift på linjeret papir.

Der var sejlere som vi kom til at kende over længere tid, som vi fulgtes med og mødte i flere omgange. Allan og Anette fra Nala Danica ligger nu og sejler rundt ovre i Stillehavet. Stor respekt for, at de er nået så langt. De tre svenske både Ladybird, Moana og Dreyma  blev fantastisk selskab på især La Palma. De sejlede alle videre over Atlanten. Dansk/svenske Libra havde et år som os, og det var bådens skipper, Peter, der kom os til undsætning, da vi stod med en tilstoppet udstødning. Så er der danske Husmer, som også var ude med familien et år. De blev udsat for så mange uheld, at de måtte ændre planer igen og igen. Alligevel holdt de humøret oppe og accepterede, at turen blev en anden, end de havde tænkt.  Sidst men ikke mindst vores længste bekendtskaber Lady K og Nangiala, som vi tog afsked med i Gibraltar: De har været fantastiske at være sammen med, og vi glæder os til at se dem igen, når de engang vender hjem.

Det har gjort indtryk på os, at mangfoldigheden blandt langtursejlere er så stor. Inden for denne kreds er der så mange måder at vælge at leve sit liv på, ligesom der er blandt folk i det hele taget.

Nellies gule båd, Franske Kathrin, Peter Flamo (foto Franseska Mortensen), Peters 21 fods båd “Queen Mary” som han nåede til Caribien i, Allan og Annete fra Nala Danica, Oliver og Marion, Ladybird afgang mod Cap Verde og Caribien, Tobbe&Eva (Moana) Anders&Berit (Ladybird), Libra med Peter og Sofia, Karin & Hans (Lady K) Mikkel & Celia (Nangiala)

Selv om vi ikke har været jorden rundt, er vi stolte over, det vi gjorde. At vi uden at vide, hvordan det ville være, sejlede fire døgn alene fra Lissabon til Porto Santo, at vi klarede 3 døgn op langs Marokkos kyst med 4 meter høje bølger forfra, at vi fandt en rytme og delte vagterne på de mange natsejladser, og at vi styrede Fuga op langs Europas floder og førte hende igennem 170 sluser. Dette kunne selvfølgelig kun lade sig gøre, fordi Klaus er en dygtig og erfaren skipper. Han har påtaget sig ansvaret for sejladserne og sikkerheden ombord. Han har brugt utallige timer på at læse vejrudsigter, udregne tidevand og planlægge ruter, på at fejfinde og reparere, hvis noget var defekt. Vi har undgået meget ubehageligt vejr og har på intet tidspunkt været rigtig bange. Jeg føler mig altid 100 % tryg med Klaus som skipper. Klaus er meget grundig og realistisk i sin planlægning. Han er en fantastisk problemløser og har stor tålmodighed. Til gengæld har jeg lært, at man som sejler må tage tingene som de kommer og har kvitteret med at gøre hvad jeg kunne, for at være en ordentlig skibskok.

I lørdags sluttede vi sæsonen af med en dagstur til Knebel. Weekenden før en overnatning på Tunø. Ellers er det kun blevet til få sejlture sammen efter hjemkomsten. I onsdags kom masten af og i dag er båden kommet på land. Der er en del vedligeholdelsesarbejde, der skal gøres i løbet af vinteren, for det slider meget på en båd at være på langtur. Til slut en varm hilsen til Heiko og Magrit, som vi købte Fuga af. Det var skønt, at I gav jeg tid til at besøge os i Cuxhafen på både ud-og hjemturen. Jeres besøg kom til at udgøre så fin en ramme om vores rejse. Vi er meget glade for, at det var Fuga, der bragte os på langtur!

6 comments on “Rejsebrev nr. 24 – EPILOG Hjemme igen.

  1. Kære I to, dejligt at I hermed har fået turen godt afrundet! Også for mig som læser og en halv promille medgast! Fantastisk at I gjorde det og gjorde det godt og vendte hele hjem! Nu hvor I er på land, satser jeg på at vi ses i vandet!! Kram Anette/Franseska

    • Det var da vist mere end en halv promille, hvis jeg kan huske det der læ tal😊 Det var så dejligt at du var hos os, og tak fordi vi må bruge dine flotte billeder. Vi ses i vandet – ved vandet🏊‍♀️Knus

  2. Dejligt med et afsluttende brev. Det er glædeligvis en tur I aldrig vil runde af, men altid vende tilbage til. Flot gået, at I tog springet. Gode minder kommer aldrig dårligt tilbage. Og gode oplevelser lægger kimen til flere….. :-).

    Glæder mig til vi pludselig en dag ses.

    Kh
    Ane

    • Kære Ane

      Tak fordi du har fulgt os og alle kommentarerne. Det har betydet meget for os begge. Ja, rejsen vil helt sikkert blive ved med at dukke op igen og igen. Jeg glæder mig også til vi ses. Knus fra Ulla

  3. Tak for dette smukke, afsluttende rejsebrev, som jeg nød at læse. I var afsted i over 1 år, men minderne og reflektionerne fra rejsen har I for altid. Glæder mig, til vi ses.
    Knus Annelise

    • Kære Annelise
      Tak for de søde ord, og fordi du har fulgt vores rejse. Glæder mig til vi ses, og velkommen hjem fra Mallorca☀️😄

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *