Rejsebrev nr. 23 – Dokkum, Holland til Langør, Samsø

Langør den 2. August 2018

Nu er vi snart hjemme. Vi ligger for anker ved Langør på Samsø, et sted vi har været mange gange og som vi holder meget af. Det bliver vores sidste stop inden Egå og vores sidste dag på langfart. Vi har haft en skøn uge i den danske sommer, og det har været en perfekt måde at afslutte vores tur på. I dette rejsebrev vil vi fortælle om nogle af de skønne steder, man kan opleve på en sejlerferie i Danmark.

Inden vi nåede de danske farvande, havde vi lige et sidste stykke på Staande Mastroute. Det var noget anderledes end sidste år, da vi nu havde ramt højsæsonen. Kanalen var meget trafikeret af andre lystsejlere og anløbspladserne godt pakkede. Alligevel er det så idyllisk og fint at sejle her. Vi mødte en helt masse historiske skibe, som var på vej til træf længere nede af kanalen.

Staande Mastroute tog os et par dage. Vi sejlede gennem slusen ved Lauwersoog. Herefter var vi ude i Nordsøen. Vi blev mødt af en stor flok sæler, der lå og solede sig inde på stranden. Verden åbner sig, og følelsen af saltvandssprøjt var bare skønt. Det blev en smuk natsejlads til Cuxhaven, hvor vi ankom den følgende morgen. Her fik vi om eftermiddagen besøg af Magrit og Heiko, som vi købte båden af. Det var et gensidigt og glædeligt gensyn.

Det blev et par hede dage gennem Kielerkanalen, og vi længtes sådan efter et havbad. Det fik vi i Laboe, som ligger på den anden side af Kielerkanalens begyndelse.

Laboe er en gammel tysk badeby. Her var en del turister og sejlere, men stemningen var fin. Vi blev dog igen vidne til en eftersøgning af en druknet person. Vi havde hørt en Mayday på VHF’en lige uden for slusen i Holtenau. Hele aftenen kredsede helikoptere og redningsbåde uden for havnen. Vi fandt ikke ud af, om personen blev fundet. Om aftenen fik vi friskfanget fisk på en restaurant og en STOR, dejlig og velfortjent tysk weissbeer.

Vi havde nu en uges badeferie i Danmark foran os. Det var tiltrængt for os begge at geare ned og tanken om, at vi nu ikke længere skulle skynde os, var en stor befrielse. Planen var at finde rolige ankerbugter, hvor vi kunne bade og sejle ind til land gummibåden. Vi var ikke så heldige med ankerbugten i Lindelse Nor ud for Langeland. Vi havde nemlig ikke taget højde for, at der var Langelandsfestival, så den fredelig idyl blev forstyrret af en dunkende bas fra festivalen. MEN vi fik badet og fejret, at vi var kommet til Danmark.

Vi var omkring Tåsinge, hvor vi gik tur inde på land. Her plukkede jeg mirabeller og brombær, som blev lavet til marmelade og en gang brombærmuffins.

Vi søgte ly for et varslet tordenvejr i Lyø havn. Her blev vi et par dage. Det var den første danske havn i 13 måneder, og første gang vi rigtig mærkede stemningen af Danmark. Desværre blev det også tydeligt for os, hvordan mange danskere fremtoner mindre imødekommende og distancerede. Ikke alle hilser, når man mødes på broen. Dette ville være utænkeligt i Spanien.

Lyø er en smuk ø. Vi fik gået nogle ture og besøgte ølejren på Lyø. Ugens tema var nordisk folkemusik og Klaus fik spillet et par timer med nogle gamle venner, som deltog på lejren. Imens snusede jeg rundt og mærkede den frigjorte og glade lejrstemning.

Vi kastede anker ud fra Bågø og i Korshavn ved Fynshoved. På Bågø gik vi i land og op til byen, der oprindelig bestod af en masse gårde. Byen har det hele. Vi købte frilandsgris til aftensmaden i en selvbetjenings gårdbutik, og is i en selvbetjenings café, der var tilknyttet byens landbrugs museum. Begge steder kunne vi betale med mobilepay. SMART! Og så er det også smukt at se køer og får græsse på en mark i Danmark.

Fynshoved er et stort naturreservat og efter sigende et af fynboeres fortrukne udflugtsmål. Det kan vi godt forstå, for det er et meget naturskønt område, og mange fugle yngler her. Man kan se over til vindmølleparken på det sydlige Samsø.

Vi kom til Samsø i går. Aftenen tilbragte vi med John og Ulla, som bor på øen. Vi spiste på den populære café på havnen, hvor man blandt andet kan få de lækreste røgende rejer. John er medejer af et 80 år gammelt træskib, som for tiden ligger i Langør. Vi sluttede aftenen af her med ost, søde kirsebær fra John og Ullas have og hvidvin, mens en stor sølvmåge nysgerrigt forsøgte af lokke nogle godbider til sig.

I morgen sejler vi til Egå. Her glæder vi os til at blive modtaget af familie og venner. Vi glæder os til at komme hjem, selvom det har været et år fyldt med dejlige oplevelser. Vi har været glade for de besøg, vi har haft undervejs fra Danmark. Det har samtidig været et år spækket med udfordringer og svære beslutninger. Vi har lært hinanden så godt at kende, fordi vi har været sammen de fleste af døgnets timer i over et år. Vi har oplevet sammen, mødt mennesker sammen, talt sammen, været stille sammen og samarbejdet om de udfordringer og opgaver, der har været på turen. Vi har hele vejen holdt fast i, at vi var på et års ferie, og enhver ferie har en begyndelse og en ende. Det er svært at forestille sig præcist, hvordan det bliver at komme hjem, men vi synes begge vi har meget positivt i vente. Om et stykke tid kommer der et sidste rejsebrev. Her kan I glæde jer til at høre om vores hjemkomst, om hvordan det er at være hjemme igen og flere tilbageskuende og reflekterende tanker om, hvad det gav os at være et år på langtur.

se flere billeder

4 thoughts on “Rejsebrev nr. 23 – Dokkum, Holland til Langør, Samsø

  1. Tusind tak for de smukke rejsebeskrivelser. Jeg er blevet så rørt undervejs af at læse dem. Jeg glæder mig til at se jer…måske allerede i dag !
    Knus Annelise

  2. Det er jo helt vemodigt… men et nyt kapitel starter lige så stille, startende med vi nok er en lille flok, der tager imod i Egå i dag. Og vi var da tæt på at rende på hinanden, for vi tog skybruddet på Tåsinge, det var en vild oplevelse! Og hvor er jeg glad for, at jeg nåede at være en del af jeres eventyr nede på La Gomera <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.