Rejsebrev nr. 21 – Fra Sête, Sydfrankrig til Gitancourt, Canal des Vosges

Gitancourt den 4/7 2018

I Canal des Vosges

Sidste rejsebrev skrev vi, mens vi lå og ventede på at sejle ind i Rôhne. I seneste nyhedsopdatering informerede vi om, at det var lykkedes os at besejre den flod, som franskmændene har så stor respekt for, især i nordgående retning.  Vi er nu kanalsejlere, som er noget ganske andet, og der var mange forberedelser, der skulle gøres for at nå dertil. i dette rejsebrev skal I høre om, hvordan vi blev klar til kanalerne, om hvordan det gik i stærk modstrøm på Rôhne, og om vores første oplevelser i de mindre franske kanaler, Saône, Petit Saône og Canal des Vosges. . Vi vil også fortælle om, hvordan det var at bo i en lille sidekanal i næsten tre uger – mens vi ventede på Rôhne – og sidst, men ikke mindst, at livet som sejler også er hårdt arbejde og ikke altid er en dans på roser.

Den 23. maj forlod vi Spanien og sejlede til Sête i det sydøstlige Frankrig. Vi havde besluttet at gå ind i kanalerne herfra. De fleste vælger Port Louis længere østpå, men det er også muligt fra blandt andet Sête. Vi havde læst godt om byen, så vi tænkte, at det ville være fint at være der en uges tid.

Sête

I Sête har de den største fiskerihavn på Frankrigs sydkyst. Vi var nu væk fra bjerge og befandt os i sumpområder, som giver gode betingelser for fangst af muslinger og østers. Der fanges også mange andre fisk, og byens fiskemarked var stort og flot. De franske markeder er indbydende og spændende, så man er ikke i tvivl om at været kommet til et land med et højt gastronomisk niveau.  Vi boede side om side med fiskerihavnen, hvor fiskerbådene kom ind med dagens fangst. Vi kunne nu se frem til cirka halvanden måned med franske delikatesser. Samtidig startede en rejse gennem mange af Frankrigs store vindistrikter. Vi startede i Laguedoc –Roussillon.

I Frankrig er vi i højere grad end forventet udfordret på vores ringe fransk kundskaber og kun få franskmænd taler engelsk. Vi var dog heldige, at damen på havnekontoret i Sête var god til engelsk, fordi vi havde brug for mange informationer i forhold til at starte turen på kanalerne. Første step var at få bygget et stativ til masten. Vi købte træ i et byggemarked nogle kilometer væk. Det var ikke muligt at få bragt det hjem, så plankerne blev slæbt hjem gennem midtbyen. Noget af træet fik vi gratis på havnen, da de sejlere, der har taget masten med den anden vej, efterlader det der.

Klaus brugte nogle dage på at få bygget et solidt stativ. Sejlene blev afmonteret og pakket væk. Der blev også tid til at tage på cykeltur en dag, hvor vi cyklede op på byens højeste punkt med udsigt over de kanaler, vi skulle sejle på, og til stranden.

Seks dage senere sejlede vi fem sømil længere østpå til byen Frontignan for at få masten af der. Det gik alt sammen, som det skulle. Den kom til at ligge fint på stativet, og vi brugte resten af dagen på at ordne wirer og fastgøre masten godt og sikkert.

På land i Frontignan

På sejlturen til Frontignan havde vi bemærket, at vi sejlede 0.5 – 1 knob langsommere for motor, end vi plejede ved de samme omdrejninger. Dette skyldtes højst sandsynlig begroning på skroget. Det fik os til at tage en hurtig beslutning om at tage båden på land, også i Frontignan. Klaus højtryksspulede båden, og jeg gav den ny bundmaling. En overnatning på land og næste dag var vi i vandet igen med en båd, der gled som smurt gennem vandet. Vi sejlede til Port Carmague, mest fordi, at vi der kunne få fat i de kanalkort, ”Carto Guide Fluvia”, som vi skulle navigere efter samt give os andre oplysninger om fx sluser, havne og anløbsbroer. Port Carmargue er den største lysbådehavn, vi nogensinde har set, med plads til ca. 4.000 både. Vi fik købt bøgerne, og så var vi klar til at sejle ind i det franske kanalsystem.

Det blev en smuk men nervepirrende start. Vi sejlede ind i en lille sidekanal til Canal Rôhne a Sête. Ekkoloddet var helt nede på 1.2 meter, og vi stikker 1.5! Vi ramte heldigvis ikke bunden, eller endnu værre, gik på grund. Vi kom ud i den brede kanal og kunne slappe mere af. Inde over vådområderne så vi vilde heste, store flamingoflokke, hejrer og andre vadefugle.

Carmagues vilde hvide heste

Før slusen til Arles, drejede vi fra mod Saint- Gilles. Vandføringen (strømmen) i Rôhne var lidt for høj endnu til, at vi ville sejle op, så vi ville vente endnu nogle dage. Det blev til 2 ½ uge.

Kanalen ved Saint Gilles

Vi lagde os ved en lille bro i kanalen, som var et meget naturskønt område. Vi lå her sammen med 3-4 andre både. Ellers var her meget, meget stille. Vi blev vækket tidligt om morgenen af fuglesang. Ved aftenstid begyndte fiskene at smaske i vandoverfladen. Vi kunne høre fårenes klokker og hestene vrinske. Vi så en skildpadde, hærfugle, rovfugle og storke. Eneste ulempe var mange myg. Der var tre kilometer til Saint Gilles. Stien langs kanalen var smal og bevokset af bambus, figentræer og brombær. Man gik forbi nogle gamle haver, hvor affald og selvbyggede hytter var efterladt. Her fandt vi et par plaststole, som vi bruger til at sidder på i cockpittet. Vi hentede vand i Saint Gilles, og sejlede derind i gummibåden med vanddunke. Det var også her vi handlede ind, gik på café og spiste friske østers.

Østers, muslinger og rejer i Saint Gilles

Det blev en meget speciel og anderledes oplevelse at bo i kanalen. Der var en ro, som vi ikke har oplevet før på vores rejse. Samtidig fyldte den indre uro, i forhold til at komme videre, da jeg skal tilbage på job 1/8.  Vandføringen faldt ikke, som håbet. Efter en uges tid regnede det voldsomt i de nordlige Frankrig og vandføringen toppede igen. Vi begyndte at undersøge mulighederne for at få båden fragtet et stykke op i Frankrig, men det var et vanskeligt projekt især på grund af sprogbarrierer. Der var dog et vejrskifte i vente, hvilket gav os håb.

Vi forsøgte at få det bedste ud af situationen. Vi hyggede os med vores to franske og engelsktalende naboer Marion og Oliver. De boede nu på andet år i kanalen i deres sejlbåd. De kendte kanalerne og gav os mange gode råd. Jeg lånte en cykel af nogle belgiere, så Klaus og jeg kunne tage på cykelture sammen. Vi cyklede ud i landskabet, gennem vinmarker og abrikosplantager. Vi besøgte en vingård og smagte på vin der. Vi var nu nået til Costiére de Nimes på vores ”vinrejse”. Vi lejede bil et par dage hos den lokale Citroënforhandler. Vi var i smukke Avignon, hvor vi besøgte Pavens Palads, i Pont du Gare hvor vi så den romerske akvædukt og bro, og var ude at inspicere Rôhne, blandt andet slusen ved Beaucaire. Vi kørte til Arles, hvor Van Gogh har malet flere motiver, blandt andet the Langlois Bridge at Arles og Café Terrace at Night.  Vi tog bussen til Nimes og var inde i den flotte tyrefægter arena, som skulle være den bedst bevarede i Europa.

Den romerske arena i Nimes, Van Gogh’s café i Arles, Paveslottet i Avignon

Efter to uger begyndte vandføringen at falde markant. Den 20/6 klokken 6.30 sejlede vi hen til den første sluse ind til Petit Rôhne, og vi var nu på vej. På Petit Rôhne havde vi næsten ingen strøm. Nogle timer senere sejler vi ind i Rôhne. Før den første sluse ved Beaucaire sejlede vi kortvarigt kun 1,2 knob og måtte navigere koncentreret i de stærke strømhvirvler. Herefter gik det lettere. Vi sejlede de 280 km til Lyon på 4 sejldage. Vi måtte tage to hviledage i Valence på grund af en kraftig og kold Mistralvind.

Vi havde på flere måder en ret dramatisk tur op gennem Rôhne, ikke så meget på grund af modstrøm, for det gik bedre, end forventet med farten. Når vi lå, ofte alene, inde i sluserne og skulle hejses 10-15 meter op knirkede det som i en gyserfilm. I en af sluserne kunne vi ikke starte motoren, da vi skulle ud af slusen. Vi havde dagen før observeret, at omdrejningstælleren i cockpittet ikke virkede normalt, hvilket kunne skyldes en svag elektrisk forbindelse til kontrolpanelet. Denne morgen havde alt dog virket normalt. Klaus forsøgte at starte motoren manuelt via korslutning, men uden held. Imens informerede jeg slusevagten om vores situation. Kort tid efter lykkedes det heldigvis at starte, og motoren blev ikke slukket mere den dag. Klaus fandt senere fejlen, som var en knækket ledning. Virkelig ubehagelig situation, men heldigvis var der ingen, der ventede på at sluse.

Få timer efter ville jeg styre uden om noget, der lå i vandet. Der ligger nemlig meget skidt, især træstykker i floden, og er de store, styrer vi uden om. Dette var ikke træ. Jeg var meget tæt på og ville helst ikke tro mine øjne Det var uden tvivl en død mand, der lå vandet. Jeg kaldte på Klaus, som så det samme som jeg. Vi kunne intet gøre, men kontaktede politiet. Strømmen var stærk, vi ville ikke slukke motoren, når vi ikke kunne regne med, at den startede igen, og der var ingen anløbsbroer eller havne i nærheden. Igen en ubehagelig og meget uvirkelig oplevelse.

Et par dage senere dryppede der temmelig meget vand fra kølevandspumpen. Det viste sig desværre, at være den inderste pakning, som medførte at Klaus måtte skille pumpen ad. Vi manglede en låseringstang. Klaus fik spidset en af sine andre tænger til med vinkelsliberen, så vi kunne få låseringene af. Vi havde heldigvis to nye pakninger på lager, og nu er pumpen tæt igen. Det skal tilføjes, at jeg altid er temmelig nervøs, når Klaus begynder at pille ved motoren. Hvis jeg ikke skal være hans assistent foretrækker jeg at gå en tur.

Den 25. juni forlod vi Rôhne og sejlede ind i Saône. Det var en skøn fornemmelse at have besejret den flod, som havde forsinket os. De to kanaler mødes i Lyon, og her tog vi en overnatning. Vi lå ved en kaj midt i byen. Selv om det blev et kort visit, fik vi en meget positivt indtryk af byen. Vi gik aftentur i den gamle bydel, som lå på den anden side af kanalen. Lyon er et gastronomisk centrum. Den kendte og afdøde kok Paul Bocuse er herfra. Han har blandt andet etableret madmarkedet Les Halles Paul Bocuse, som sælger ost, kager, brød, fisk, kød med videre af høj kvalitet. Jeg cyklede derud næste formiddag, mens Klaus ordnede praktisk på båden.

Hermitage bjerget med de gode vine,   Paul Bocuse vin fra Côte-du-Rôhne

Videre op af Saône blev det en fin og smuk sejlads. Det var den dag Danmark mødte Frankrig i VM. Kampen blev fulgt på DR’s hjemmeside. Vi lagde til uden på en engelsk båd i Belleville, som ligger nær vinområdet Beaujoulais. Her var der travlhed med at få justeret fjersynsantennen, for samme aften spillede England VM-kamp.

Vi har været indstillet på, at der ikke bliver tid til mange stop på vores hjemtur. Vi har brug for en hviledag indimellem, men ellers handler det mest om at komme fremad. At sejle på kanaler er en oplevelse i sig selv. Vi gjorde stop i Charlon-sur-Sâone, som har en meget fin historisk bydel. Når vi kun har korte ophhold i en by, sætter vi os som regel på en café, fordi det er en fin måde at mærke og få et indtryk af byen på.

Efter Pontailler fik vi endnu en teknisk udfordring. Der gik alarmer fra flere af instrumenterne om for høj spænding. Klaus fik hurtigt afbrudt forbindelsen til batterierne, og vi måtte søge havn. Status på dette problem er, at generatoren er afmonteret, så nu kører vi på solpanelerne. Når disse ikke rækker kobles generatoren kortvarigt til igen, for det er først, når batterierne er fuldt opladede, at alarmerne lyder. Lige nu må der kreative løsninger til for at komme hjem. En bekymring mere opstod, da vi begge syntes, at det raslede noget fra skruen ved lave omdrejninger og især i backgear. Klaus dykkede ned for at undersøge sagen, og fandt heldigvis frem til, at det var zinkanoden, der sad løs omkring skrueakslen. Ikke noget farligt og ikke noget med skruen.

Ja, det er som om udfordringerne ingen ende vil tage, så vi forsøger at nyde det, vi kan. Vi drikker de gode lokale vine og hygger os, når vi har fundet et sted at lægge til om aftenen, hvilket ikke er så nemt som vi håbede. Vi stikker for dybt til at lægge til ved bredden, hvis der ikke er en anløbsbro. Hvis der er andre både, kan vi lægge til uden på dem. For nogle dage siden blev vi fanget mellem to sluser. Det endte med, at vi kastede et anker midt i kanalen. Kølen havde arbejdet sig ned i mudderet i løbet af natten, men vi fik arbejdet os fri næste morgen.

På Canal des Vosges

Her er så stille. Vi møder meget få både, hvilket er underligt. Vi sluser som regel alene. På kanal Vosges er der næsten 100 sluser, så vi er på fra morgen til aften. Det er hårdt arbejde, især fordi vi flere dage har haft over 30 grader. Vi har nu været igennem halvdelen af sluserne , og er nået det højeste punkt på vore kanaltur (360 m.o.h). Snart begynder nedstigningen mod Mosel. Om hvordan det kommer til at gå, mere om slusning, og om Fuga mod forventning når hjem inden 1. august, kan I glæde jer til at høre mere om i næste rejsebrev.

Se flere billeder

2 comments on “Rejsebrev nr. 21 – Fra Sête, Sydfrankrig til Gitancourt, Canal des Vosges

  1. Sikke en spændende beretning. Absolut til den nervepirrende side med alle jeres udfordringer. Godt at I også har billeder af rejer og rødvin, som jo gør Frankrig så skøn uanset diverse tekniske udfordringer I også måtte støde på. Rigtig meget held og lykke på den sidste del. Jeg forstår, at I har brug for al den tid I har. Kærlig hilsen
    Ane

    • Kære Ane
      På et tidspunkt var det som om, at udfordringerne ingen ende ville tage, men nu går det bedre. Jeg har fået udsat min start på job til den 6/8, hvilket giver os mere tid til det sidste stykke. Vi har Klaus’ kammerat Kjeld med om bord nogle dage – det er hyggeligt:) Vi holder fint tidsplanen, så hvis ikke vi ramler ind i noget uventet, når jeg med båden hjem inden 6/8. Håber i nyder den fantastiske sommer i DK og ferien. Kh til hele familien. Ulla

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *