Rejsebrev nr. 14 – La Gomera

La Gomera  29/11 –4/1

Den lille ø La Gomera er 25 km på det bredeste sted. Den ligner nærmest en cirkel, der er skubbet sammen ind imod centrum, så der dannes folder hele vejen rund. Der er ingen lige veje på øen, og for at komme rundt zigzagger man mellem kløfter og dale, hvilket godt kan være kvalmende, hvis man har tendens til køresyge. I gamle dage have øen sit helt eget kommunikationsmiddel, El Silbo, et fløjtesprog der kan nå 3-4 kilometer væk, da lyden bevæger sig frem og tilbage mellem de brede kløfter og dale.

Midt på øen ligger nationalparken Gajaronay, som vi besøgte flere gange. I dette rejsebrev fortæller vi om en måned i San Sebastian på øen La Gomera. Vi havde besøg hjemmefra i næsten tre uger og delte naturligvis en masse oplevelser med vores gæster, som også fejrede jul og nytår med os.  Det blev til mange smukke vandreture i skov og bjerge. Det var øen, hvor vi udforskede hippiernes liv og bosteder, og hvor vi var med til at sende et internationalt hold af robåde afsted over Atlanten. Det var også her, vi oplevede vores første voldsomme blæsevejr og en dag med regn, men sommeren kom tilbage, så vi endte med dejlige dage med strandvejr og temperaturer på op til 25 grader.

På La Gomeras nordkyst findes der en meget smuk 80 meter høj klippeformation, Los Órganos, som man kun kan se fra vandsiden.  Den ligner gigantiske orgelpiber, som stikker lodret op af vandet. Vi sejlede lige forbi dem på vejen til San Sebastian. Andre steder på øen stikker de også sjove kæmpe klipper op i landskabet, fx Los Rocque og den spidse klippe ved Hermigua.

Ved ankomsten til San Sebastian fik vi i løbet af det første døgn nogle varme velkomster. Det kan vække stor glæde, når man møder en båd, af samme bådmærke og type som ens egen. Vi var i gang med at fejre, at vi var kommet til en ny ø med et glas bobler, da Rhys fra Wales bankede på. Han har netop en båd som vores og ville derfor lige hilse på. Rhys stak få dage senere alene til Kap Verde og skal videre over Atlanten. Vi mødte også den danske båd Lady K med Karen og Hans ombord. De sejler som os op mod Middelhavet til foråret, så dem vil vi glæde os til at se mere til.

Faktisk oplever vi, at vores sociale liv er øget væsentligt, efter at vi er blevet langturssejlere. Når vi nu må undvære jer derhjemme, er det jo skønt at vi møder så mange søde mennesker på vores vej, og det gode er, at vi altid har tid og noget til fælles at tale om.

Et meget særligt møde på Gomera blev med den 70 – årige danske og meget erfarne enesejler Peter. Vi inviterede ham på mad en aften, hvor han fortalte sin meget spændende og meget anderledes livshistorie blandt andet som sømand og landevejsridder. Peter stak ud fra Gomera i midten af december i sin 21 fods sejlbåd ”Queen Mary” med kurs mod Vestindien.

Få dage efter vores ankomst til Gomera blev det 1. december. Julekassen blev fundet frem og vi fik pyntet op på båden. Jeg flettede store stjerner af stjernestrimler, jeg havde med fra Danmark og kalenderlyset blev tændt. På Gomera oplevede vi ingen julestress, ingen folk med store indkøbsposer fyldt med gaver og i supermarkedet var der kun nogle få hylder med julegodter.  Som med alt andet her var der en tilpas ro og afslappethed over julen, uden den dog blev glemt. Julelysene i byen blev tændt den 1. december. Der var nisseoptog bestående af byens harmoniorkester, der spillede op til jul og liveoptagelse til fjernsynet.

På Plaza America tæt på marinaen er der et stort permanent telt, der bruges flere gange ugentlig. I weekenden er der ofte livemusik. Vi var blandt andet til vinsmagning og tapas aften her. Den 23. december var der stor Disneykoncert med levende orkester og sangere. Det var også på Plaza America, at den store nytårsfest foregik (mere herom senere). Vi oplevede teltet som et samlingspunkt for både turister og de lokale.

Fra San Sebastian var der flere vandreruter op i bjergene.  En del af San Sebastian ligger op af en klippe. Går man op og op rammer man to udsigtspunkter og længere ude fyrtårnet. Fra fyrtårnet er der en unik udsigt til Teide på Tenerife, og tæt på kysten ses accelerationszonen med de skummende bølger, selv i vindstille vejr.

Det var det modsatte af vindstille den 12. december, dagen hvor roerne i Talisker Whisky Challenge skulle starte med at ro de 3000 sømil over Atlanten til Antigua. Vinden nærmede sig stormstyrke og starten blev udsat 2 dage. Vi havde fulgt deltagerne fra vores ankomst frem til start. Vi så dem pakke deres både, der skal rumme værktøj, medicin, watermaker, navigationsudstyr, mad til 40-50 dage m.v., meget af det samme som vi har på vores ”store” sejlskib. Vi snakkede med flere af dem om den vanvittige udfordring de gik i møde. Vi blev desuden informeret om, at der først blev drukket whisky på den anden side af målstregen og ikke under overfarten!

Den 16. december kom min veninde Anette (Franseska) på besøg. Anette boede i agterkahytten. Klaus, Anette og jeg var på Alto Garajonay, øens højeste punkt 1482 o.h.o. Vi gik tur i eventyrskoven, en kort vandrerute i nationalparken med mosbehængte grene og tåget lysindfald. Vi spiste øens lokale specialiteter, friskost med mojo, brøndkarsesuppe og braseret gedekød i Las Hayas.

Vi var på besøg på en rigtig hippielejr, Rainbow Gathering, ved Playa del Trigo, som kun kan nås til fods. Tidligere havde Klaus og jeg på en vandretur forsøgt at finde huler i en bestemt klippe, som skulle være beboet af huleboere (overleverede hippier – som der er mange af på La Gomera – da man her kan leve for meget lidt og klimaet er til udendørs overnatning året rundt). Det tætteste vi kom på en rigtig bosættelse var et nedlagt hvalkogeri ved Caia Cantera. Nu trådte vi så ind på en rigtig hippielejr, sandt at sige en helt anden verden.

Vi blev taget meget venligt imod. Vi benyttede os af muligheden for et havbad, og mens Anette snusede lidt rundt gik Klaus og jeg langt ind i en bambuslund, hvor vi observerede hvordan mange af deltagerne boede i huler af palmeblade. Anette blev så fascineret af oplevelsen at hun tog derud igen nogle dage senere (hendes beretning findes her 😊).

En typisk vandretur på Gomera går fra et bjerg lidt inde i landet og ned på en strand. Anette, Klaus og jeg gik af stejle bjergskråninger fra El Cercado og ned til Valle Gran Rey. Koldt i starten og dejlig varmt nede i dalen. På vandreturene med Anette gjorde vi nogle flere stop end vi plejer. Anette er jo fotograf, og vi glæder os meget til at se hendes fantastiske billeder.

Julen nærmede sig og juleaften skulle holdes på Fuga. Den 23. december ankom Klaus´ døtre Lea, Hannah og Christina. Vi havde lejet et Airbnb til dem oppe i byen. Det blev en anderledes jul uden andesteg, ris a lá mande og juletræ men med hjemmelavede tapasretter og æblecrumble med masser af kanel til dessert. Det var hyggeligt tæt ombord. Vi spillede pakkespil og julemusik på violinerne, pigerne på kor og Anette på sang og guitar – én vi havde lånt af naboen.

Dagene mellem jul og nytår var sommerlige til glæde for vores gæster, der kunne få farve af solen og nyde varmen på stranden. Pigerne, Klaus og jeg var på Alto Garajonay – en fantastisk klar dag.

Vi kunne se La Palma, El Hierro, Tenerife og skimte Gran Canaria i det fjerne. Herefter strandtur og sightseeing i Valle Gran Ray. Ved havnen var der et panorama af fisk i vandet. En stor rokke svømmede rundt på bunden. Der var trompetfisk og andre farvestålende fisk.

Vi kørte til Mirador Abrante, et udsigtspunkt hvor man går på glasplatforme, der stikker ud over klippen – absolut ikke noget for folk med højdeskræk, men udsigten er flot.

Hannah tog hjem den 30. december, da hun allerede 5. januar skulle på 2 måneders rejse til Asien. Aftenen inden var vi alle på restaurant. Vi nævner den i rejsebrevet, fordi ikke bare maden var god, men her blev der spillet live kanarisk musik. Vi blev inviteret med ind i orkestret på percussion instrumenter, Christina og jeg blev budt op til dans af en ældre herre, og selv da vi var på vej til at gå, fordi der stod folk i kø for at få et bord, blev den søde tjener ved med at fylde honningrom i vores glas på husets regning.

Det blev nytårsdag og første punkt var nytårsbad kl. 11 (12 dansk tid). Det plejer Anette og jeg nemlig hjemme i vinterbadeklubben. Klaus sluttede sig til, Lea talte ned og Christina truttede i et nytårshorn, da det var tid. Hele affæren blev betragtet af en flok krydstogtturister.

Dronningens nytårstale blev set live ombord, mens vi drak mojitos. Mikkel og Celia fra båden Nangiala var inviteret til drinks. De skønne unge mennesker, som vi også tilbragte tid med på La Palma, havde lovet at komme til Gomera og fejre nytår med os.

Pigerne havde pyntet båden til nytårsfest. Maden hentede vi på den kinesiske, og vi spiste lækre kager fra markedet til dessert. I det store telt oppe i byen, var der livemusik og ved årsskiftet flot fyrværkeri på stranden. Som tiden gik ankom flere og flere af de lokale i deres fine tøj. Vi gik hjem til båden ved halvtotiden, hvor folk blev ved med at strømme til festen. Hjemme på Fuga kunne vi høre livemusikken fortsætte til den lyse morgen. GODT NYTÅR.

Dagene efter nytår var næsten som hjemme. Julepynten er væk, festlighederne ovre og et nyt kapitel begynder. Snart ville Klaus og jeg igen være alene på Fuga. Lea og Christina nød de sidste stranddage. Jeg var til yogatime i parken med Mikkel og Celia. Vores nabo Vera, fra Ungarn fra båden Irreversible er yogalærer og efterlyste nogle prøveklude, hvilket resulterede i meget ømme arme i dagene derpå. Ingen tvivl om at yoga er godt for en sejler, da kroppen savner at blive strakt  ud på grund af små bevægelser på de få kvadratmeter. Det var Veras kæreste Peter, vi havde lånt guitaren af. De lever på båden som professionelle bloggere webside, facebook, men Peter er også en rigtig god guitarist, og han tjener vist mere som gademusikant.

Lea og Christina skulle flyve hjem den 5. januar fra Tenerife. Vi var heldig at vejret var til at sejle dem til San Miguel den 4. januar, en kort og fin sejltur på 27 sømil. San Miguel skulle blot være et kort stop på vej til Gran Canaria, vores næste ø, men vi måtte blive der tre dage, før vi fik et vejrvindue til at komme videre. San Miguel er en side af de Kanariske øer, vi næsten ikke har set: Store hoteller og ferielejligheder bosat af europæiske turister. Igen en helt anden verden.

Det er en underlig tanke, at halvdelen af den tid, vi har til rådighed til vores togt nu er gået, men vi har stadig mange oplevelser i vente. Vi sætter kursen østpå, som også er kursen hjemad.  Efter Gran Canaria er det Fuerteventura, derefter Lanzerote, Graciosa og så nordpå mod Middelhavet. Vi er i fuld gang med planlægningen. Vi overvejer Marokko på vejen op, da vi har mødt flere med gode erfaringer med havne der. Vi stiler stadig efter at gå op igennem Europas floder hjem. Vi har brug for bøger til Middelhavet og kanalsejladserne. Vi skal tage stilling til om masten skal ligge på båden eller den skal fragtes med en bil til et bestemt sted nordpå.

Vi er nu nået til Las Palmas, som er hovedstaden på de Kanariske øer. Den 21. januar kommer mine (Ullas) forældre og besøger os her. Det og om hvordan det gik med at få kæmpet os nordpå gennem accelerationszonen syd for Las Palmas, kan I glæde jer til at høre om i næste rejsebrev.

Til allersidst lige en bemærkning, ikke om hunde, men om katte på Gomera. Hunde er der ikke noget usædvanligt at sige om, ud over at de fleste går i snor og nogle virker mere agressive, end hvad vi tidligere har mødt. Kattene derimod noget særligt på Gomera. Der går et væld af herreløse katte rundt i byerne. De er ikke magre og virker ikke sulte. Vi fandt ud af, at de fodres af frivillige og bestanden holdes nede ved sterilisering og kastration, som markeres ved at spidsen af kattens ene øre klippe af. Det er meget specielt at opleve kattene myldre frem fra busk og krat, og de kan ligge de sjoveste steder og tage sig en lur.

Se flere billeder