Rejsebrev nr. 13 – La Palma

3. – 28. november

I løbet af de fire uger, vi var på La Palma, blev vi bekræftet i, at La Isla Bonita (den smukke ø) i høj grad lever os til sit tillægsnavn. Det kan heller ikke være uden grund, at øen hedder La Palma. Det er den mest frodige af De Kanariske øer. Aldrig har vi set så mange bananpalmer dække landskabet og aldrig har vi haft så mange bananer om bord på Fuga. I dette rejsebrev vil vi fortælle om vores oplevelser på lodrette klippevægge, vandreture blandt andet i øens kæmpe krater og på den nyeste vulkan Teneguía, hvor jorden stadig siges at være varm. På La Palma tillod vi os en miniferie med hotelophold i Santa Crux. Og som altid er højdepunkerne møder med søde mennesker. Vi synes selv, at vi lå på den bedste ponton (flydebro) i marinaen, hvilket gjorde, at vi var ret socialt aktive her.

De Kanariske øer ligger ubeskyttede i forhold til de kæmpe atlanterhavsbølger.  Det gælder derfor om, at vælge de bedst beskyttede havne når vinden er på. En havn beskyttes bedst af store moler, der forhindrer at bølger og tidevand gør havnen urolig, det vil sige, at bådene bevæger sig mere end behageligt. Det kan også give nogle vældige ryk i fortøjningerne, hvilket slider meget på dem og kan være ret irriterende at høre på. Vi har nogle gummistykker på vores fortøjninger, a la fjedre, der mindsker ryk i båden, for der vil altid være lidt dønninger i havnene især i bestemte vindretninger. I Tazacorte var der gigantiske moler. Hvis jeg løb fra den ene ende til den anden, havde jeg løbet tre kilometer. Man havde anlagt en færgehavn med et kæmpe asfalteret areal, som dog aldrig var taget i brug, så der var fine forhold for motionister og hundeluftere.

Dette leder mig videre til at følge op på vores iagttagelser af hundeadfærd på Kanarieøerne. På La Palma var hundene, ganske som befolkningen, meget rolige og afslappede. Vi hørte sjældent en hund gø. Derimod opdagede vi, at de selv er i stand til at tage bussen! Jeg er faktisk lidt bange for løstgående hunde, så jeg lader altid Klaus gå forrest, når vi møder én. Men det går bedre nu, for vi har kun mødt hunde, der kigger på os med venlige øjne.

A pro pos busser, var der egentlig udmærkede busforbindelser på La Palma. Vi brugte dog det meste af en tur til Mercadilloet i Puntagorda på at greje bustiderne tilbage. Vi havde hørt, at Mercadilloet, hvor der blandt andet sælges lokale råvarer, kager, brød, ost og kunsthåndværk, skulle være et besøg værd og tog derop en lørdag formiddag. Vi vidste dog ikke, at markedet først åbnede kl. 15, så vi vandrede rundt i byen – og forsøgte at blive kloge på bustider og stoppesteder – indtil vi så havde 45 min. på markedet, for at være sikker på at komme med en bus hjem, og vi både nåede at købe frugt og grønt og drikke en stor og tiltrængt fadøl. På hjemvejen trykkede vi på stopknappen, men buschaufføren glemte at holde, så vi endte oppe i Tazacorte by, et par kilometer oppe af bjerget. Ikke nogen bussucces denne dag, men 14 dage senere og en hel del klogere, tog vi igen på Mercadillo i Puntagorda og havde god tid til både at høre Puntagorda harmoniorkester, gøre markedsindkøb og spise et stykke af de lækre kager, der blev solgt.

Med en bil er man noget mere fleksibel, så vi delte en lejet VW med Anders og Berit fra den svenske båd Ladybird. Dette gav os mulighed for at besøge øens højeste punkt Rocque de los Muchachas (2396m). Man kører i et utal af hårnålesving derop. Det første man bemærker er de mange stjerneobservatorier. Rocque de los Muchachas er et af de bedste steder at observere stjerner i verden. Øens placering midt i Atlanterhavet og dens helt særlige klima gør, at skyerne dannes i 1000-2000 meters højde. Dette får skyerne til at fungere som naturligt spejl og forhindrer at lyset fra byerne vanskeliggør den natlige observation af stjernerne. Vi besøgte ikke observatorierne, men betragtede den storslåede udsigt fra toppen af bjerget. Til den ene side kunne man se ned i det enorme krater (20 km i omkreds), Caldera de Taburiente, som er karakteristisk for øen. Det går fra øens midte og ender i Puerto Tazacorte. Vi køre en meget flot tur langs kraterkanten ned til Santa Cruz. Igen med et utal af hårnålesving. La Palma er en af verdens stejleste øer, med kun ca 25 km i bredden og det højeste punkt 2.400 m.o.h.

En anden biltur gik op på én af klippesiderne af krateret til Cumbrecita, hvorfra der skulle være den smukkeste udsigt ind i krateret. Vi gik en rundtur, hvor vi kunne betragte krateret fra forskellig vinkler. Nu manglede vi bare at gå nede i krateret. Det gjorde vi på en flot vandretur på i alt 10 km. Vi gik dybt ind i krateret til Cascada dos Colores, vandfaldet med farverne. SMUKT!

På nordøen ligger Los Tilos-skoven, fyldt med laurbærtræer og stinktræer.  Disse træer vokser kun på Kanarieøerne og kun på meget fugtige steder. Vi var heldige at være der på en dag, hvor det ikke regnede, og det gør det ofte dér. Bilturen langs nordkysten var meget smuk. Vi gjorde holdt ved nogle klippebassiner, men det er vinter her, så folk holder igen med strandlivet, men de to vikinger tog sig en svømmetur.

Vi skulle aflevere bilen en sen eftermiddag i Santa Cruz, som er øens hovedby. Det gav anledning til en overnatning på pension La Cubana, beliggende på byens hovedgade. ingen luksus, men virkelig hyggeligt sted med tekøkken og stor stue, hvor vi kunne sidde og drikke vores kaffe og morgenbrød hentet hos bageren, der lå lige over for. Santa Cruz er en smuk og romantisk by og karakteristisk med de smukt udskårne træbalkoner. Vi tilbragte en dag i byen og var lige forbi marinaen, hvor bådene gyngede fra side til side, trods vindstille. Man er i gang med at bygge en sluse, så man på den måde kan begrænse dønningerne udefra.

På La Palma blev vi mere erfarne (bjerg)vandrere. Den længste tur blev på næsten 20 km, hvor vi gik i fyrskov, langs vinmarker og på landet, hvor der i små landbrug dyrkes fx avokadoer, appelsiner, mandariner og citroner. Tit har vi plukket frugter, der hænger ud over vejen. Vi gik i det smukke landskab ved El Pinãr med sort lava i kontrast til grøn fyr og blå himmel. På sydøen vandrede vi i åbent landskab af sort lava op til Teneguías krater. Hvad der før var en tilfældig bondes landbrugsjord blev pludseligt til et højt krater, da Teneguía dukkede op i 1971. Om det var solens opvarmning eller restvarme fra udbruddet, der gjorde jorden varm er vi ikke sikre på, men var enige om, at det her lugtede en smule brændt.

Det gjorde der til gengæld ikke i fyrskovene, selvom vi gik flere steder, hvor stammerne var sorte på grund af skovbrande. Heldigvis er den kanariske fyr hurtig til at regenererer, så i løbet af et par år, vokser der nye skud på stammen.

Fra Puerto Tazacorte, som naturligvis ligger ved havet, blev det næsten en daglig 20 minutters spadseretur op til Tazacorte.  Herfra kunne man se en flot solnedgang over havet. Det var her vi handlede i supermarkedet og her vi gik til et par koncerter i byens kulturhus. Den ene med El Básico, traditionelle kanariske sange ledsaget af en spansk super sej guitarist. Den anden koncert med en hollandsk strygekvartet, North Sea String Quartet, klassiske musikere, der spillede forskellige genrer af rytmisk musik. Begge gange fine oplevelser. Vi lærte en tysk sejler Frank at kende. Han inviterede os til musikaften hos Mary i Tazacorte. De havde samlet nogle forskellige folk, der kunne spille, og vi fik spillet både dansk og irsk folkemusik.

Fra Tazacorte kunne man gå videre op til øens største by Los Llianos. Vandreruten derop gik igennem kæmpestore bananplantager og gik tilmed forbi bananfabikken, hvor bananerne rengøres og pakkes.  Vi undrer os stadig over, hvorfor man kun kan købe mellemamerikanske bananer i Danmark.

Indimellem alle oplevelserne uden på øen, var det især en stor glæde at lære mandskabet på de to svenske både Moana og Ladybird at kende. Det blev til endnu en pontonkomsammen, fiskeaften, rødvin og oste-aften, fødselsdagskaffe samt mange hyggelige og uformelle snakke. Sejlere er rigtig gode til at hjælpe og rådgive hinanden. Hver anden morgen gik nogle af os de ca. 25 minutter op af den stejle klippe for enden af stranden, og ned igen. Det var god morgenmotion. Klaus og jeg var glade for nudiststranden på den anden side af molen, men der var dage, hvor bølgerne var så høje, at det var farligt at bade….hvis det da ikke var den portugisiske brandband. Det er en blå meget farlig brandmand, som kræver lægehjælp, hvis man bliver brændt af sådan én. Vi havde hørt, at den skulle være i farvandet, så vi var opmærksomme.

Vi mødte flere søde og sjove mennesker på vores ponton i Tazacorte, men vi har besluttet at lave en særudgave af et rejsebrev om udvalgte mennesker, vi møder undervejs, dem der har været særligt berigende for vores rejseoplevelser. Et par dage inden vi sejlede fra La Palma kom den danske båd Nangiala med de to unge århusianere Celia og Mikkel ombord. De bliver som os på De Kanariske Øer i vinter. De fleste både sejler videre mod Kap Verde og derefter over Atlanten i løbet af december.

Den 29. november fra kl. 4 om morgenen havde vi én af vores bedste sejladser til San Sebastian på La Gomera. God vind og rolige bølger. Vi ankom samme eftermiddag. På Gomera skal vi holde jul og nytår. Særligt nytåret skulle være en fest her, så det kan I glæder jeg til at høre om i næste rejsebrev.

Håber I nyder december måned derhjemme i Danmark. Her er vi begyndt at have de tykke sokker på om aftenen, men om dagen er det stadig sommer.

Klaus og Ulla

se flere billeder

 

2 comments on “Rejsebrev nr. 13 – La Palma

  1. Hej Ulla og Klaus. Dejligt at høre om jeres spændende oplevelser på turen, og i nyder det stadig ok vejr. Her er der et gråt, trist og søvnig vejr, rigtig øv vejr til en nytårsaften.
    Men i ønskes et rigtig godt nytår, og held og lykke med jeres videre rejse.
    Mange hilsner Lis *

  2. Kære Ulla og Klaus
    GODT NYTÅR til Jer på de Canariske Øer. Det er virkelig fantastiske billeder, der tikker ind med rejsebrevene fra Fuga og en god rytme i beskrivelserne af sejlerlivet, bølgerne, sollyset og musikken samt svømmeture i smukke laguner og markeder med fisk og grønt og alt det eventyrlige I oplever, når I går i land…

    Vinteren er mild i Danmark (ikke som i Nordamerika☃️❄️🌬) og jeg går en masse ture og holder kroppen i gang med Pilates. Min næste rejse går til Frigliana i Spanien, hvor jeg skal ned og vandre i bjergene i april. I mellemtiden planlægger min mor og jeg en tur, hvor vi kan opleve flotte landskaber, lette vandringer og byliv/kultur/god mad.

    Jeg har læst Troels Kløvedals biografi i juleferien. Alle mine poetiske morgener, hedder den. Det var spændende læsning og jeg kan anbefale den!

    I går aftes var jeg i Århus Folkedanserforening og det var en rigtig god oplevelse. De har et stort repertoire og levende musik, to violiner og en harmonika. Jeg vil se om jeg kan lokke Jørgen med 🙂

    Hav en god dag i smukke omgivelser, jeg ønsker jeg alt det bedste i 2018.
    De kærligste hilsner
    Lena

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *