Rejsebrev nr. 11 – El Hierro

den 30/10 – 2/11

Da vi den 30/10 kl. 12 middag ankom til El Hierro vidste vi, at det ville blive den længste distance fra Danmark på dette togt. På Porto Santo mødte vi en tysker, som beskrev øen som VILD, hvilket vi på flere måder kan tilslutte os. Øen ligger langt ude i Atlanten, afsondret fra omverdenen. Den kom først på verdenskortet i 1500-tallet og har i dag ca. 8500 indbyggere. I 2011 begyndte havbunden at syde i marinereservatet 2 km uden for den lille fiskerby La Restinga, den havn vi lå i, da en underjordisk vulkan begyndte at boble og syde. Vulkanen kom aldrig op til havoverfladen, men ødelage livet i reservatet i nogle år fremover. Dette er nu genoprettet, og det er igen populært at dykke og snorkle i området.

Vi fik begge brugt vores snorkelgear. Klaus var nede ved skruen for at fjerne noget reb, der havde sat sig så godt fast, at han måtte have en dolk med derned for at skære det fri. Jeg snorklede i nogle smukke klippebassiner i marinereservatet. Selv i havnebassinet kunne man snorkle. Der var masser af fisk fx trompetfisk. Om morgenen kunne vi få vores morgenbad, sammen med fiskene, fra en badestige lige uden for broen. Herefter et ferskvandsbad på den lille strand ved siden af marinaen. Der var ingen bad- og toiletfaciliteter, da bygningen var under opførelse og vist havde været det længe, men hvad gjorde det, når vi havde adgang til et offentligt toilet og stranden, oven i købet med ferskvandsbruser, lige uden for døren.

Naturen på El Hierro er ikke kun vild men også utrolig smuk og storslået. Vi lejede en bil i to dage og kørte rundt på de vilde bjergveje. På El Hierro er det sparsomt med autoværn. Vejene er smalle, så igen her blev vi udsat for halsbrækkende bjergkørsel, måske noget af det værste vi har været ude for. Gevindsten fik vi med oplevelsen af El Hierros meget varierede natur og landskab.

På de Kanariske øer er der mange miradorer=udsigtspunkter. På bilture kommer man forbi rigtig mange, og det er nødvendigt at vælge nogle fra. Det er sådan noget med ud af bilen, skyde nogle fotos af og så videre. Et af de mere avancerede af slagsen var la Peña kombineret med en restaurant bygget i lavasten og tegnet af arkitekten Cecar Manrique fra Lanzarote, og som vi helt sikker vil møde igen der. Smuk bygning bygget ind i den 700 meter høje, stejle klippe, hvorfra der er en smuk udsigt over Golfobugten.

Klaus er en ret skrap turmaker og god til at finde de spændende steder. På en afstikker væk fra hovedvejen endte vi i en sen eftermiddagstime oppe i et landskab, der kunne minde om det skotske højland. Vi mødte græssende kvæg på marker med hegn af lavasten. Der var små jordlodder, hvor der blev dyrket kartofler, majs m.v. Det var som at befinde sig i en anden tidsalder…..og fra et mirador var der igen en bedårende udsigt over Golfobugten.

På el Hierro har de et meget gammelt enebærtræ El Sabinar. Det ligner i overført betydning en forkrøblet gammel kone. Vi var der på en halvdags vandretur i det tørre og golde landskab på sydøen. For at komme til startpunktet kørte vi på en meget SMAL vej med en meget STEJL bjergkam til den ene side, og til den anden side den smukkeste fyrtræsskov. Videre derfra kørte vi ned af den meget STEJLE bjergkam på en meget SMAL vej (man håber altid på ikke at møde en modkørende bil) ud forbi øens vestlige punkt med hårnålesving til et VILDT vulkanlandskab på nordkysten. På jorden lå der store sten, tilfældigt spredt, og så ud som om, de netop var kastet ned fra himlen.

Vi har talt lidt om, hvordan det mon er at være buschauffør i bjergene. STOR RESPEKT. Som passager er det selvfølgelig en tillidserklæring til chaufføren, der naturligvis kender svingene som sin egen bukselomme og både kan drikke kaffe og samtale under kørslen. Vi måtte tage bussen til øens hovedby Valverde for at leje bil.

Den lille by Restinga fortjener et par ord med på vejen. Havneområdet er æstetisk og smukt anlagt. Havnefogedens kontor er bygget af lavasten. Fra sin kontorstol kan han med åbne døre se ud over hele havnen og videre ud over havet. Den enorme kunstnerisk udførte mole kan I se på billedet ovenover. Bortset fra en del tyske turister på havnepromenaden mærkede man lokalmiljøet i byen. Små cafeer hvor mændene mødes og snakker, ligesom de også gør i byens busskur. Der var flere, der tog sit morgenbad på stranden. Affald kom man af med på centrale steder i udkanterne af byen, så det ikke medførte lugtgener.

Der var gode restauranter i byen, hvor man kunne være sikke på at friskfangede fisk. Vi prøvede én af dem og blev præsenteret for et fad med forskellige hele utilberedte fisk. Næsten alle fisk er ukendte for os her, så vi valgte selvfølgelig de flotteste: Et storøjet fisk og en papegøjefisk, der blev grillet og serveret med mojo (salsa) og de typiske kanariske saltede kartofler. Vi drak vin fra El Hierro, som smager skønt, og de er meget stolte af den. Hovedafgrøden på El Hierro er ananas, som de dyrker på den nordlige kyststækning. De er små og søde og vi fik dem i en ananaskage til dessert.

Det blev et kort og intenst besøg på El Hierro. Efter fire dage valgte vi at sejle videre til La Palma, da vejrudsigten nogle dage senere lovede kraftig vind fra nord, og vi derfor sandsynligvis ville komme til at ligge indeblæst et stykke tid i havnen, hvor der ikke var så god læ for kraftige vindstød. En smuk og stjerneklar nat sejlede vi i fuldmånens skær til Tazacorte på La Palma, La Isla Bonita (den smukke ø).

Se flere billeder

2 comments on “Rejsebrev nr. 11 – El Hierro

  1. Kære Ulla og Klaus
    Utrolig smukke billeder. I er de fødte langturssejlere. Bravo, det er en fornøjelse at læse om livet på en ø i Atlanterhavet og alle de smukke oplevelser I får på rejsen.

    Jørgen og jeg gik en tur i Botanisk Have i dag og fangede solens stråler.

    Hav det så godt og pas på hinanden,
    Lena

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *